
Skepsis overfor ny teknologi skal overvindes ved hjælp af - ja, ny teknologi. Sådan lyder konceptet for en ny platform, som Teknologisk Institut lancerer for at lette vejen for velfærdsteknologiske løsninger.
ViVA, hedder platformen, og forkortelsen står for Virtuel Velfærdsteknologi i Anvendelse. Metoden er virtual reality, der bogstaveligt talt skal lade skeptiske medarbejdere se med deres egne øjne hvordan velfærdsteknologier kan bruges i praksis.
For skepsis er udbredt. En tredjedel af kommunerne oplever, at accept af teknologi hos personale i plejesektoren er en barriere, viser en rundspørge som Teknologisk Institut selv har gennemført blandt kommunerne. Til sammenligning er det mindre end en tiendedel af kommunene, der oplever borgerne som en stopklods.
Over 90 pct. af de adspurgte kommuner peger samtidig på, at velfærdsteknologi har afgørende betydning for at fastholde det kommunale velfærdsniveau. Tallene er baseret på besvarelser fra 63 ud af de 98 kommuner.
- For at opnå succes med teknologi og hjælpemidler er det afgørende, at plejepersonalet, som i praksis skal bruge teknologierne, ser og til fulde udnytter mulighederne, siger seniorspecialist Peter Vest fra Teknologisk Instituts Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi.
- Virtual reality nedbryder barrierer ved at bringe medarbejderen ind i en totaloplevelse, hvor der formidles om teknologier i rette kontekst og med mulighed for træning og rolleskift, forklarer han og kalder det 'et oplagt værktøj til at sikre implementering af velfærdsteknologi i praksis'.
Virtual reality giver en digital, tredimensionel oplevelse af virkeligheden. Med et sæt briller med indbygget skærm opnår man adgang til et virtuelt univers, som motiverer til at eksperimentere og udfolde en ny virkelighed. Teknologisk Institut vil på sigt også bruge ViVA-platformen til borgerrettede tilbud som sansestimulering, reminiscens og kognitiv træning.
Læs mere om ViVA hos Teknologisk Institut
og se resultater fra spørgeundersøgelsen.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.