
ESBJERG: Et år efter at det regionale spillested Tobakken i Esbjerg gik konkurs, ser det ud til at kunne genopstå.
Esbjerg Kommune har siden konkursen ledt efter en ny operatør til at drive spillested i dele af Tobakken-komplekset. I vinter så en aftale med den eneste ansøger ud til at falde på gulvet, men nu stilles der ikke længere faste krav om antal publikummer eller koncerter, og derfor kan Musikhuset Esbjerg – der tidligere har kritiseret disse krav – ifølge JydskeVestkysten se sig selv i projektet.
- Vi har siden februar og specielt i de sidste uger haft flere møder med kommunen for at få ryddet de forhindringer af vejen, der tidligere gjorde, at vi trak os. Det drejer sig om publikumstal og antallet af koncerter. Det er helt taget af bordet, siger formanden for Musikhusets bestyrelse, tidligere borgmester Johnny Søtrup.
Kommunens krav hed indtil for nylig 200 koncerter og 35.000 gæster om året.
- Vi (Esbjerg Kommune og Musikhuset Esbjerg, red.) har begge en interesse i at få mest muligt ud af de kulturkroner, som byrådet lægger i projektet. Vi ved dog, at der vil være et tidsmæssigt tilløb til, at Tobakken kommer helt op i gear, og derfor giver det heller ikke meget mening for nuværende at tale om hårde måltal, siger formand for kultur- og fritidsudvalget Jakob Lose (V) til musikmediet Gaffa.
Konkurs og politianmeldelse
For de esbjergensiske politikere har det været vigtigt, at et nyt rytmisk spillested skal bidrage til vækstlagene i det lokale musikmiljø og sigte på en yngre målgruppe, så Esbjerg kan fastholde og tiltrække unge. Man har i kultur- og fritidsudvalget bl.a. skelet til det kommunale spillested Godset i Kolding.
Spillestedet Tobakken indgav konkursbegæring i foråret 2023, efter at Esbjerg Kommune havde afslået et tilskud på 5,8 mio. kr. til at sikre årets drift.
Inden da var lederen af spillestedet blevet bortvist og meldt til politiet på mistanke om mandatsvig. Det skete, efter at den daværende bestyrelse havde bedt kommunen garantere for en kassekredit på tre mio. kr. for at forhindre en truende konkurs. En økonomisk gennemgang i den forbindelse resulterede i en mistanke om uregelmæssigheder. En retssag mod den tidligere leder blev dog senere opgivet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.