
Det er ikke ulovlig statsstøtte, at Danmark og Sverige har givet såkaldte statsgarantier til selskabet bag Øresundsforbindelsen. EU-Kommissionen har således afvist en klage fra de to rederier Stena Line og Scandlines om ulovlig statsstøtte til Øresundsbroen. Rederierne mener, at støtten er med til at forvride konkurrencen, men det har EU-Kommissionen nu underkendt.
- Øresundsforbindelsen har mindsket rejsetiden væsentligt og bidraget til regional integration mellem Danmark og Sverige, siger Joaquín Almunia, der er EU's konkurrencekommissær, i en kommentar til afgørelsen.
- Fordelene ved dette storstilede infrastrukturprojekt opvejer klart enhver potentiel konkurrencefordrejning som følge af støtten, siger Joaquín Almunia, der snart bliver afløst af Margrethe Vestager på posten.
Klagen blev indgivet i 2013, og gik dels på dansk og svensk statsstøtte til selve byggeriet af broen og driften, dels på en række forskellige danske skattefordele.
Statsstøtten var nødvendig
Kommissionen er nået frem til, at der faktisk var tale om statsstøtte, da støtten "gav en selektiv fordel til forbindelsen", men at tiltagene var nødvendige for, at projektet kunne blive gennemført.
En anden del af klagen gik på statsstøtte til byggeriet af adgangsveje og jernbaneforbindelser på begge sider af Øresund, men her er kommissionen nået frem til, at der ikke var tale om statsstøtte, sådan som EU's regler definerer den slags.
- Disse forbindelser er en integreret del af det offentlige transportnet i Danmark og Sverige. Offentlig finansiering af sådan generel infrastruktur kan hverken fordreje konkurrencen eller påvirke handlen mellem medlemslandene, hedder det i afgørelsen.
Øresundsbroen blev bygget i årene 1995-2000. Broen blev indviet for 14 år siden, og den samlede pris for hele forbindelsen beløb sig til omkring 30 mia. kr.
En fundamentalt vigtig sejr
Afgørelsen glæder transportminister Magnus Heunicke, der kalder det en fundamentalt vigtig sejr for danmark, at Kommissionen nu har fastslået, at statsgarantimodellen til finansiering af store, brugerbetalte faste forbindelser, er i fuld overensstemmelse med EU-retten. Det skriver han i en pressemeddelelse.
- Scandlines og den private kapitalfond, der ejer Scandlines, har kastet om sig med beskyldninger mod vores danske statsgarantimodel, men disse anklager er nu faldet til jorden som en våd karklud.
Derudover fortæller transportministeren, at Femern Bælt-forbindelsen også vil blive finansieret på grundlag af statsgarantimodellen.
Scanlines er langt fra tilfreds
Scandlines Øresund er til gengæld meget uenig med EU-Kommissionens afgørelse om, at den danske og svenske stat ikke har givet ulovlig statsstøtte til Øresundsforbindelsen. Rederiet mener, at afgørelsen er politisk.
Derfor agter Scandlines Øresund at føre sagen videre ved EU-Domstolen. Det fortæller Henrik Rørbæk, der er direktør for Scandlines Øresund, som er ligeligt ejet mellem Stena Line og Scandlines og sejler på ruten Helsingør-Helsingborg.
- Afgørelsen er juridisk frustrerende, for det virker ikke som om, at reglerne er ens for offentlige og private aktører. Så vi ser ingen anden udvej end at gå videre til EU-Domstolen, siger Henrik Rørbæk til Ritzau.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.