EU-opgør med Kina vil gøre hverdagen dyrere
Forbrugere i Danmark og resten af Europa har i de senere år nydt godt af faldende priser. Men i takt med, at EU vil mindske afhængigheden af Kina, så vil priserne stige.
Det er en af konsekvenserne af, at EU står i en ny situation, hvor man bliver nødt til at producere mere selv og ikke blindt købe billige råstoffer fra Kina.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i forbindelse med EU-topmødet i Bruxelles i denne uge, som ventes at markere et skifte i EU's syn på globalisering.
- I de senere år har der været en klar arbejdsdeling mellem landene. Det har vi nydt godt af. For vi har kunnet købe utrolig mange ting til meget lave priser. Men den tid tror jeg simpelthen, er slut nu, siger Mette Frederiksen.
Hun lægger ikke skjul på, at der er store forandringer i gang. EU-Kommissionen har i sidste uge præsenteret to forslag, som skal sikre, at grøn teknologi forbliver i EU - også selvom det vil kræve statsstøtte. Og samtidig sætter EU's egne interesser først i konkurrencen om kritiske råstoffer.
- Det er et skift fra den doktrin eller fra den næsten blinde tiltro, der har været til de fri markedskræfter, igennem ganske mange år, siger Mette Frederiksen.
DI: Fra markedsøkonomi til en form for strategisk kapitalisme
Dansk Industri er i vid udstrækning enig i meldingen fra statsministeren. Selvom globaliseringen fortsætter, så er det nødvendigt, at politikerne blander sig for at eksempelvis at sikre EU's adgang til råstoffer. Også selvom det vil koste for virksomheder og forbrugerne, siger chef for DI Global Handel og Investeringer Peter Thagesen.
- Vi bevæger os fra markedsøkonomi til en form for strategisk kapitalisme. Vi er nødt til at sige, at der er nogle områder, som har så stor strategisk og politisk betydning, at det er fornuftigt, at man går ind og blander sig politisk, siger Peter Thagesen.
Groft sagt har EU og skiftende regeringer i Danmark opereret ud fra, at globalisering og frihandel ville fortsætte med at løfte alle deltagende lande i verden.
Derfor har udflytning af produktion til Asien, afhængighed af råstoffer fra Kina, og forsyningskæder, der risikerer at bryde sammen uden input fra andre kontinenter, ikke været set som en trussel. Men det har ændret sig. Ikke mindst i lyset af coronapandemien og Ruslands krig i Ukraine, siger Mette Frederiksen.
- Vi oplevede en pandemi, hvor vi ikke kunne beskytte vores egen befolkning, fordi der var nogle opgaver, vi havde udliciteret til andre, siger Mette Frederiksen.
Må ikke gå fra en uafhængighed til en anden
Under coronaepidemien kom Danmark en overgang i den usædvanlige situation, at man ikke kunne få leveret tilstrækkeligt af de afgørende produkter som håndsprit, masker og værst af alt: vacciner. For produktionen var i flere tilfælde ikke længere i Europa.
Kort efter epidemiens afslutning har krigen i Ukraine understreget, at EU-landene også var dybt afhængige af energi fra Rusland. Siden er fokus skiftet til kritiske råstoffer og teknologi, som anvendes i den grønne omstilling.
Her har Kina målrettet sat sig på produktion og forarbejdning af en række råstoffer, som EU-landene er dybt afhængige af. Og USA har udfordret EU ved at åbne for massiv statsstøtte til grønne virksomheder, der etablerer sig i USA.
- Der er en meget stor bevidsthed i Europa om, at vi må ikke gå fra en afhængighed, nemlig af de fossile brændstoffer, til en ny afhængighed eksempelvis på teknologisiden. Så med andre ord skal vi europæere kunne meget mere selv. Altså, vi skal kunne producere mere selv. Vi skal være mere innovative, siger Mette Frederiksen.
Det betyder dog ikke, at globaliseringen slutter. Faktiske har danske virksomheder aldrig handlet så meget internationalt, som de gør nu, siger Peter Thagesen.
- Men det er sund fornuft, at man går væk fra den her lidt naive tro på globaliseringen, siger han.
Så længe EU-landene undgår et internt og et eksternt kapløb med USA og Kina
- Jeg tror egentlig, både virksomheder, forbrugere og politikere er parate til at sige, at det her er en ny måde at indrette sig på. Og jo, det kan også betyde, at omkostningerne ryger lidt op, siger Peter Thagesen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.