
AALBORG: Både i skoleforvaltningen og rent politisk har man haft et ønske om synlig kommunikation om skolerne. Selvom kommunen både sender pressemeddelelser ud og kan kommunikere direkte til forældre via forældreintra, følte de ikke, at skoleområdet fik den opmærksomhed, de fortjener. Derfor er forvaltningen gået i offensiven, og indtil videre har 37 ud af kommunens 56 skoler oprettet deres egen Facebookside, derudover er der også skabt et fælles fora for skoleområdet med siden: Aalborg Kommunes skoler
- En Facebookside kan rumme meget mere end både kommunens hjemmeside og forældreintra. Forældreintra er et 'need to know' medie, som i forvejen er godt fyldt. Det vi kan tilbyde forældre og andre interessede på Facebook er 'nice to know', fortæller Johnni Pape, kommunikationskonsulent i skoleforvaltningen.
Johnni Pape fortæller, at det er lidt unikt at lave en Facebookside, som samler alle skolerne, men i Aalborg har man ment, det var relevant, fordi der pt ikke findes andre kanaler til at formidle de historier, som fx er for små til en pressemeddelelse eller nyhed på hjemmesiden.
Mulighed for vidensdeling
Den fælles Facebookside har pt næsten 3500 fans, og de er strømmet stille og roligt til, efter at siden blev oprettet. Kommunen har ikke gjort noget særligt for at markedsføre den, men brugt skolerne som administrationskanal til at gøre forældre, lærere og ledelse opmærksomme på den. Herefter har den spredt sig som ringe i vandet.
- Vi er kun blevet mødt med positiv respons på siden, og det har vist sig, at særligt skolelederne bruger den til en form for vidensdeling. Fx har vi pt et opslag om Aalborg Kulturskole, der inspirerede andre skoler til også at få et besøg. For selvom det er et tilbud på alle, har de bare ikke været opmærksomme på, at det selvfølgelig også kunne være en mulighed for dem, forklarer Johnni Pape.
Retningslinjer på plads
Der har været stor forskel på, hvordan de enkelte skoler har grebet opgaven med en Facebookside an. Nogle har bare kastet sig ud i det, og andre er gået mere tøvende til værks. En af de bekymringer, Johnni Pape har mødt flere gange, er risikoen for, at en lærer eller elev skal blive hængt ud på Facebooksiden.
- Indtil videre har vi ikke oplevet nogle problemer overhovedet. Vi er da fuldt ud klar over, at det nok vil ske en dag, at fx en lærer bliver hængt ud. Og her handler det så bare om, at skolerne handler hurtigt. Det, vi opfordrer til, er at tage en kopi af opslaget og så slette det. Herefter skal skolen selvfølgelig gå i dialog med afsenderen af opslaget, præcis som man ville have gjort, hvis det var blevet sagt direkte, siger Johnni Pape.
Flere medier på vej
Kommunen har ingen ambition om, at alle skolerne skal have en Facebookside, Johnni Pape opsummerer det således: 'Hvis summen af bekymringer om at få en side er større en lysten til at oprette en, skal man ikke gøre det'. Her opfordrer han i stedet skolen til at tale om det i bestyrelsen og lærergruppen, ligesom han gerne selv stiller sig til rådighed for en forberende snak om ideen.
Han fortæller, at for nogle skoler bliver det måske aldrig den rigtige løsning, men så er det jo mange andre medier at gøre brug af.
- Skolerne i Aalborg har også en fælles instragram profil, den er ikke særlig strategisk, men det er god måde bruge alle de billeder, som man alligevel tager i hverdagen med sin smartphone, når man fx er til et eller andet arrangement. Og de ryger så også ind på Facebooksiden, og det er da ikke utænkeligt, at nogle af de enkelte skoler vil begynde at udvide med sådan en profil, slutter kommunikationskonsulenten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.