
I marts 2022, lancerede Svanemærket nye, skærpede krav til spisesteder for at opnå certificeringen. Det øgede krav, har dog øjensynligt trukket mere interesse med sig. I hvert fald har der siden været stor interesse for at få certificeret især kantiner, oplyser Miljømærkning Danmark i en pressemeddelelse.
Alene i 2023 blev 38 kantiner certificeret med Svanemærket og lever dermed op til skrappe krav til mad, affald, kemikalier og indkøb, ligesom de arbejder for at begrænse forbruget af vand og energi. Dermed er der sket en femdobling i antallet af svanemærkede kantiner, siden de nye krav blev lanceret.
- Den store vækst i antallet af svanemærkede kantiner vidner om, at flere virksomheder – både dem, der driver kantinerne, og dem, der har dem – har et stadigt større fokus på at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er et stærkt redskab til at reducere den samlede miljø- og klimabelastning, da det ser på hele livscyklus – både på den mad, der bliver serveret, og den samlede drift, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
Offentlige kantiner står for stor del af vækst
Staten har en stor andel af væksten. I 2023 fik Bygningsstyrelsen certificeret hele 25 kantiner – drevet af kantineleverandøren FOOD by Coor – med Svanemærket. Det var første gang i Danmark, at man certificerede så mange kantiner på én gang med Svanemærket:
- Bygningsstyrelsen arbejder aktivt med at fremme den grønne omstilling i staten gennem Statens Facility Management. Derfor stiller vi krav til vores leverandører om at indtænke bæredygtige tiltag, ligesom vi fastlægger målbare og klare reduktionsmål for kantinedriften. Svanemærkningen af kantiner er med til at sikre, at vi mindsker forbrug af ressourcer og optimerer driften på facility management på en måde, der gavner både miljø og klima, siger Mette Balling Lisby, vicedirektør i Bygningsstyrelsen.
Og nogle hospitalskøkkener er begyndt at komme med på svanemærkebølgen. Således har Herlev Hospitals centralkøkken netop opnået certificeringen, som det tredje i Danmark. De to andre er patientkøkkenet på Regionshospitalet Randers og køkkenet på Bispebjerg Hospital.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.