MIDTJYLLAND / NORDJYLLAND: I det nye år skal private firmaer drive lægeklinikker i Midtjylland, og flere klinikker i Nordjylland kommer i udbud. Fra 1. januar skal Nordic Medicare, lægevirksomheden Erland Andersen og Falck Healthcare nemlig til at drive lægeklinikker i Balling, Sunds og Lemvig i Midtjylland.
Ingen praktiserende læger ville overtage klinikkerne, som derfor blev sat i udbud. Generelt er der mangel på læger, som vil slå sig ned i udkantsområderne.
I Region Nordjylland driver Falck Healthcare allerede lægeklinik i Thy, og regionen har planer om at sætte klinikker i udbud til foråret.
Men det er problematisk, at det er en privat aktør, der overtager driften, lyder det fra formanden for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, Bruno Melgaard Jensen.
- Det er bekymrende. Borgerne i de områder kommer til at få et helt andet tilbud end det, som de har været vant til fra deres egen læge, siger formanden.
Forbedring
Han kritiserer, at lægerne, som bliver ansat i klinikkerne, ikke skal binde sig til en længere periode end minimum seks måneder. Lægerne kan derfor ikke opnå det samme forhold til sine patienter og omvendt, som ved andre praktiserende lægeklinikker, frygter Bruno Melgaard Jensen.
- Det er rart for patienten at vide, hvem man møder. Men også, at lægen ved lidt om dig, så du ikke skal starte helt forfra hver gang, siger han.
Det er kontorchef i Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland Lasse Guldbrandsen enig i, og optimalt set så han gerne, at det var læger, der overtog ydernumrene, som slog sig ned og blev der de næste 30 år. Men det har ikke været muligt, fortæller han.
- Vi har haft situationer, hvor vi har skiftet læge på ugentlig basis på de regionsklinikker, vi har drevet, i Lemvig og Balling, siger han og fortsætter:
- Derfor synes vi rent faktisk, at vi har fået en markant forbedring med udbuddet.
Lokalt er centralt
Det er imidlertid ikke kun Nord- og Midtjylland, der har problemer med lægedækningen. Region Syddanmark har blandt andet ansat udenlandske læger for at komme lægemanglen til livs, mens Region Sjælland har oprettet regionsklinikker i Kalundborg og Nakskov.
Det er især udkantsområderne, der har svært ved at tiltrække læger. Derfor er det centrale også, at der først og fremmest bliver sikret en læge lokalt, lyder det fra professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen.
- Set fra borgernes synspunkt kommer det til at betyde, at der er en læge lokalt. Det er det centrale, siger han.
Generel lægemangel
Men Bruno Melgaard Jensens bekymring for læge-patient-forholdet er ikke grundløs.
- Det, vi ikke ved endnu, er, om borgeren vil komme ud for, at der er en roterende gruppe af læger, som de ikke kan opbygge et forhold til, som ved 'familielægen'. Det kan ikke udelukkes, siger han.
Det blev muligt for regionerne sætte driften af lægeklinikker i udbud, med den nye sundhedslov, der trådte i kraft 1. september i år.
På landsplan manglede der 164 praktiserende læger i 2012, ifølge PLO. Mens der ifølge en efterspørgselsprognose fra Yngre Læger i 2035 kommer til at mangle 5500 læger i det danske sundhedssystem generelt.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.