
Om få uger tager eleverne i folkeskolen fat på et nyt skoleår. Men på skoleskemaet mangler et vigtigt fag, mener næsten 80 pct. af danskerne: God opførsel og indsigt i færdselsregler og sikkerhed på internettet. Det viser en befolkningsundersøgelse, som Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen, IDA.
Ingeniørforeningens it-ekspert Jørn Guldberg finder det helt afgørende, at børn lærer en stribe tommelfingerregler, som sikrer dem mod at blive ofre for mange genvordigheder: Fra mobning og chikane, seksuelle krænkelser til udnyttelse og tyveri af data eller identitet eller økonomisk udnyttelse.
- Internet og sociale medier er et slaraffenland i underholdningstilbud. På overfladen ser det hele gratis og tilforladeligt ud, men du kan komme grueligt galt afsted. Ligesom vi jo ikke slipper børn løs i trafikken, uden at de kender færdselsreglerne, så bør vi også klæde dem på, før de for alvor kaster sig ud i den digitale verden. De skal have styr på elementære færdselsregler på nettet, når de får deres første tablet eller smartphone, siger Jørn Guldberg.
Såsom at man aldrig bruger samme password flere steder og passer på med, hvad man deler af personlige oplysninger og billeder på nettet.
- Børn skal lære at være kritiske overfor gratis tjenester som Facebook og Snapchat. De bør også lære, hvordan man gør det sværere at overvåge deres færden på alverdens hjemmesider, siger Guldberg.
Undersøgelsen viser også, at omkring hver fjerde forælder ikke har talt med deres børn om, hvordan man gebærder sig på internettet.
Lærerne kan ikke følge med
Formanden for it-vejlederne i folkeskolen er enig i behovet for undervisning.
- Problemet er bare, at de fleste dansklærere ikke har en jordisk chance for at følge med i den hurtige udvikling på området oveni de mange andre faglige krav, siger John Klesner, formand for it-vejlederne i folkeskolen.
Som andre fagfolk efterlyser han et selvstændigt fagområde, hvor eleverne lærer de mange basale og nyeste færdigheder, som de så efterfølgende kan bruge i de øvrige fag. John Klesner er med i en arbejdsgruppe af fagfolk, der sigter mod efter sommerferien at kunne præsentere politikere og andre interessenter for deres fælles oplæg til et nyt skolefag, digital produktion.
Fakta
- 78 pct. af befolkningen mener, at it-sikkerhed, færdselsregler og god opførsel på nettet skal på skemaet i folkeskolen.
- 12 pct. er imod, og ni pct. ved ikke.
- 75 pct. af forældre med børn i folkeskolen har talt med eller undervist deres børn i sikkerhed, færdselsregler og opførsel på internettet.
- 24 pct. af forældrene har ikke.
Kilde: Userneeds for Ingeniørforeningen
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.