
Flere forsvarsordførere afviser, at de har nikket til, at Forsvarsministeriet kan bruge 300 mio. kr. på at lease privatfly til regeringens øverste ministre. Det skriver Politiken.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har ellers meldt, at der stod en enig forligskreds bag udbuddet af de nye flytransporter.
- Jeg har ikke godkendt, at der skal hyres privatfly for 300 mio. kr., så jeg ved ikke, hvad forsvarsministeren henviser til, at forligskredsen skulle have godkendt, siger forsvarsordfører Lise Bech (DD) til Politiken.
Sagen bunder i, at Forsvarets Challenger-fly, der bruges til at fragte regeringens topministre til internationale møder, ikke er i tilstrækkelig god stand. Derfor har Forsvarsministeriet sendt et tilbud på at lease privatfly i udbud med en ramme på 300 mio. kr.
I den løsning vil statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) blive fragtet rundt af private fly, der skal stå til rådighed for kort varslede bookinger. Det er indenfor en aftale med partierne i forsvarsforliget, siger Troels Lund Poulsen.
Overvejer at kalde minister i samråd
Men det kan flere ordførere ikke genkende. Carsten Bach fra Liberal Alliance kan ikke erindre en sådan aftale. Han har haft en forståelse af, at de leasede fly skulle kunne udføre operative opgaver, siger han til Politiken. Rasmus Jarlov fra Konservative er ligeledes utilfreds med ministerens udlægning.
Flere af ordførerne overvejer at kalde ministeren i samråd for at oplyse om beslutningen. Troels Lund Poulsen fastholder dog, at han har orienteret ordførerne om sagen.
- En enig forligskreds var indforstået med at igangsætte udbuddet, og så har Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse foretaget et udgiftsskøn i forbindelse med udbudsforretningen, siger han i et skriftligt svar til Politiken.
- Den egentlige udgift til leasing af kapacitet til statsflyopgaven kendes først, når der er modtaget og behandlet bud fra potentielle leverandører, og herefter vil jeg med forsvarsforligskredsen tage en beslutning om leasing af kapaciteten.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.