ARHUS: Aarhus Letbane vil fra torsdag begynde at køre med passagerer. Den ventes at være i almindelig drift tidligt fredag morgen, oplyser Trafikstyrelsen, Aarhus Kommune og Aarhus Letbane.
På premieredagen vil det være gratis at køre med letbanen. Det gælder fra kl. 11 og resten af dagen. Togene kører seks gange i timen mellem Aarhus Hovedbanegaard og Aarhus Universitetshospital i Skejby. Der er i alt 12 stop på strækningen.
Det er Trafikstyrelsen, der med måneders forsinkelse har givet grønt lys til, at letbanen kunne begynde at køre med passagerer, såfremt en række sikkerhedsbetingelser bliver opfyldt. Aarhus Letbane har accepteret at køre på de vilkår, og det sker fra torsdag.
Indvielsen vil torsdag kl. 10 blive fejret ved DOKK1 på havnen med taler fra regionsrådsformand Bent Hansen (S) og rådmand Kristian Würtz (S).
Premiere skulle egentlig have været 23. september med tilhørende fejring, men åbningen blev aflyst med dags varsel, fordi Trafikstyrelsen ikke kunne sikkerhedsgodkende letbanens operatør Keolis. Der var også problemer med letbanens regler for teknisk vedligehold.
Det har været et uskønt forløb, mener Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S):
- Det har været en lidt hård rejse. Men i dag vælger jeg at glæde mig over, at det ser ud, som om letbanen er klar til at køre med passagerer. Og det er vigtigt for Aarhus. Der er blevet sagt og skrevet meget om letbanen, men i dag er jeg bare glad.
Ritzau+mk
Fakta
Aarhus Letbane er Danmarks først af sin slags