Regeringen har indgået aftale med kommunerne i økonomiaftalen for 2013 om, at servicelovens særregler på fritvalgsområdet skal fjernes. KL og regeringen er enige om, at forenklingen og fleksibiliteten frigør 132 mio. kr., og at kommunerne kan beholde pengene til service til borgerne.
Derfor har social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) netop sendt et lovforslag i høring, som skal give kommunerne mere frihed til at tilrettelægge hjemmehjælpen ud fra de lokale hensyn og borgernes behov, og sikre det frie valg på flere forskellige måder.
Lovforslaget vil erstatte de komplicerede særregler med et enkelt krav om, at kommunerne skal tilbyde borgerne frit valg ved enten at gøre brug af de generelle udbudsregler, eller ved at tilbyde et fritvalgsbevis, hvor hjemmehjælpsmodtagerne selv vælger en privat virksomhed til at udføre hjælpen. Hvis kommunen vælger udbudsreglerne, men ikke lykkes med at skabe frit valg, får hjemmehjælpsmodtagerne ret til at anmode kommunen om fritvalgsbeviset.
Den samme hver gang
Social- og integrationsministeren forventer, at fritvalgsbeviset vil give modtagerne af hjemmehjælp mere selvbestemmelse i deres hverdag. De kan eksempelvis aftale med deres leverandører, at det er den samme hjælper, der skal komme hver gang.
De friere rammer skal også forbedre kommunernes muligheder for at vælge mere omkostningseffektive løsninger ved at gøre det lettere for kommunerne at indgå aftale med private leverandører. Kommunerne kan f.eks. samle udbud af opgaverne i plejeboliger med hjemmeplejen, hvilket giver kommunerne mulighed for at få bedre tilbud.
Hjemmehjælpsmodtagere har siden 1. januar 2003 haft ret til frit valg af leverandør af hjemmehjælpsydelser. Fritvalgsreglerne er ofte kritiseret af KL, personaleorganisationerne og erhvervsorganisationerne for at være komplekse og bureaukratiske.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.