
GLADSAXE: Gladsaxe Kommune vender nu tilbage til Statsforvaltningen i en sag om kommunens køb af løsøre hos Akademisk Boldklub A/S i efteråret 2012.
Statsforvaltningen har vurderet, at det var ulovligt, da kommunen opkøbte løsøre og inventar for to mio. kr. hos klubben, der på det tidspunkt var i fare for at gå konkurs. Vurderingen lød, at købene ikke var i almen kommunal interesse og derfor ulovligt. Dog fandt Statsforvaltningen, at det var okay, at kommunen havde nedsat lejen af tribunerne.
Men i en udtalelse til Statsforvaltningen argumenterer flertallet i Gladsaxe Byråd nu, at købet var helt efter bogen.
Alt blev markedsvurderet
I udtalelsen slår politikerne for det første fast, at alt inventar og løsøre i AB A/S' klubtribune - fx en elevatorstol, trappetårn, køkken mv. - blev uvildigt vurderet af uafhængige sagkyndige inden købet.
Det er sket for at sikre, at prisen svarede til den gældende markedspris. Noget, der var nødvendigt, også selv om kommunen måtte beslutte ikke at købe inventar og løsøre.
Kommunen mener dermed, at 'handlen således er sket i overensstemmelse med rimelige og objektive markedsvilkår, og at kommunen herved ikke har ydet økonomisk støtte til AB A/S'.
Køb er i kommenens interesse
Når Gladsaxe Kommune valgte at opkøbe inventar og løsøre i AB A/S, skete det for 'at bibeholde et godt og velfungerende idræts- og kulturliv i kommunen, og at give børn og unge mulighed for mere motion og fysisk aktivitet', står der i udtalelsen.
Desuden mener et flertal i byrådet, at købet var nødvendigt, også selv om klubben gik konkurs. I så fald havde kommunen 'sikret værdien i lejemålet ved at opkøbe dele af løsøret i loungen for at undgå at disse, f.eks. i en konkurssituation ville blive solgt til anden side'.
Politikerne mener dermed, at det - modsat Statsforvaltningens holdning - var i kommunens interesse at redde AB A/S for konkurs.
Udtalelsen er nu sendt til Tilsynet i Statsforvaltningen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.