
FAABORG-MIDTFYN: Selv ikke en fuldstændig efter-bogen-behandling af et habilitetsspørgsmål kan sikre de involverede mod efterfølgende antydninger og beskyldninger, viser en sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Efter et fritidscenters konkurs købte kommunen specialiseret moms-rådgivning i et firma ejet af kommunaldirektørens bror, men ikke foreslået af kommunaldirektøren, som tværtimod over for borgmesteren erklærede sig inhabil, så snart hun hørte sin brors firma nævnt som et af de tre firmaer, der skulle vælges imellem.
Det er Fyens Stiftstidende, der bringer historien til torvs. Avisen har fundet en specialist i forvaltningsret, lektor Frederik Waage fra Syddansk Universitet, der blandt andet kalder sagen 'bemærkelsesværdig' og 'ikke uproblematisk' og konkluderer, at 'man balancerer meget tæt på lovens kant'. Men dog på den rigtige side af kanten, må man forstå.
Samtlige involverede - og ikke-involverede - i beslutningen om at lade kommunen benytte det pågældende revisonsfirma uanset den familiære relation forklarer sig enslydende over for Fyens Stiftstidende. Kommunaldirektør Helene Bækmark gik til borgmester Hans Stavnsager (S), 'i det øjeblik' hun blev bekendt med at hendes brors firma af en anden direktør var bragt i spil, trak sig fra sagen og lod den anden direktør stå for at indhente tilbud, skrive sagsfremstilling, deltage i Økonomiudvalgets behandling og efterfølgende have dialogen med broderens firma, oplyser hun skriftligt til avisen og kalder det 'fra start de rette forholdsregler'.
Økonomiudvalget 'diskuterede det relativt grundigt'
Forløbet bekræftes af Hans Stavnsager, der tilføjer, at Økonomiudvalget var fuldt oplyst om, at Helene Bækmarks bror er ejer af det ene af de to revisionsfirmaer, som udvalget fik at vælge imellem. Alle tilstedeværende økonomiudvalgmedlemmer bekræfter overfor Fyens Stiftstidende, at 'de var helt klar over, hvad de sagde ja til'.
Et fraværende økonomiudvalgsmedlem, Torben Smith (SF), ville 'nok' have forholdt sig kritisk til valget af revisionsfirma, oplyser han nu til avisen om beslutningen, der blev truffet for næsten fire måneder siden. Et ikke-medlem af økonomiudvalget, Søren Clemmensen (K), er mere sikker i sin sag og mener, at 'det lugter jo langt væk af nepotisme'.
På et spørgsmål fra Fyens Stiftstidende om, hvilke overvejelser der blev gjort i forhold til habilitetsspørgsmålet, svarer borgmester Hans Stavnsager, at man 'diskuterede det relativt grundigt, for vi var godt klar over, at nogen kunne sætte spørgsmålstegn ved det valg, ligesom du gør nu', siger han til avisens journalist. Han kalder det 'svært at se habilitetsproblemet', i og med at kommunaldirektøren ikke deltog i sagsbehandlingen, og det var økonomiudvalg og byråd, der traf alle beslutninger.
Fyns Amts Avis, der deler Faaborg-Midtfyns-stoffet med sit søstermedie Fyens Stiftstidende, kalder i en kommentar sagen 'beskidt'. Kommentaren forholder sig ikke til, om den bemærkning udgør et habilitetsproblem for avisens nyhedsdækning af sagen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.