Hasard med vores grænseløse tillid

Man skulle tro, der er tale om en med spænding ventet udtrækning i et gigantisk lotteri. Og det er der måske også: Skats årlige frigivelse af danskernes slutopgørelser. År efter år opstår der store problemer med det IT-system, der skal give danskerne det eftertragtede indblik i, om sidste års skatteregnskab kommer ud med et plus, et minus eller et rundt nul.

Allerede flere dage før man kan få lov at kigge i egen skattesag, er der kødannelser ved det rødglødende system, der rummer oplysningerne. Et par millioner danskere kan ikke komme hurtigt nok til. Og i ugen efter er der i perioder fortsat kødannelser. 'Prøv på et senere tidspunkt', lyder beskeden så til de utålmodige.

Hvad det i grunden er udtryk for, vender jeg tilbage til. Først vil jeg kaste blikket et halvt hundrede år tilbage. Dengang herskede der ganske anderledes tilstande på skatteområdet. Og jeg vil hævde, at der var et betydeligt bedre informationsniveau, end nutidens digitale mirakler kan skabe.

En gang om måneden begav min far sig på sin høje, sorte herrecykel ned til kommunekontoret. Og når han vendte hjem, var han som regel godt arrig og skældte ud ved aftensbordet.

Jeg var 10-12 år, da han på et tidspunkt tog mig med, så jeg kunne få indsigt i denne sælsomme del af samfundslivet. Far skulle erlægge månedens rate på skyldig skat for sidste år. Det var nemlig længe før den kildeskat, vi kender i dag, hvor vi betaler skatten i det samme år, som vi tjener pengene.

Dengang betalte man først året efter, når års-indkomsten var opgjort. Så fik man brev fra skattevæsenet om, hvor meget de månedlige rater var på. Så vrissede far første gang. Som beskedent lønnet skolelærer syntes han, han skulle betale en alt for rigelig andel i skat.

De månedlige betalinger skulle klares på kommunekontoret, hvor et mindre lokale var indrettet til formålet. Bag en skranke sad skatteembedsmændene med pengekasse og protokoller, hvor de slog borgerne op og noterede med fyldepen. Der var en kommen og gåen. Det var jo alle mand i sognet, der skulle af huse.

Ude langs væggene var der borde og stole, hvor man kunne sidde og få orden på papirer og pengesedler. Og der lå bogen. En stor protokol, hvor alle sognets skatteborgere var opført i alfabetisk rækkefølge. Og - her har vi kilden til min gamle fars månedlige ophidselse - her kunne man se, hvad hver enkelt skulle betale.

Det var ingen overraskelse
Når min far ankom og anbragte sin cykel udenfor kontoret, skete det, at nogle af egnens store, særdeles velsituerede bønder kom glidende i deres store, imposante biler og parkerede ved kommunekontoret. Inde på kontoret kunne han så gå hen til skatteprotokollen, slå op og læse, hvor beskeden den netop ankomne, bugspændte og veltilpasse storbondes skattebetaling var.

Beløbet var betragteligt mindre end min lønmodtagerfars, der hverken ejede hus eller bil.

Hvad min far måtte slippe i skat, kom ikke som nogen overraskelse for ham. Dengang kunne man nemlig selv forholdsvis enkelt regne sin skat ud, når årets selvangivelse var udfyldt. Selvfølgelig var det altid spændende, når der kom brev fra skattevæsenet, om man havde regnet rigtigt eller måske glemt en eller anden post.

Sådan er det jo ikke i dag - så langt fra. Det er de færreste danskere, der har den fjerneste chance for selv at regne den ud. Årtiers skattereformer, lappeløsning på lappeløsning, besynderlige forlig ved finanslovforhandlinger har opbygget et kolossalt kompliceret system, som næsten kun skatteministeriets computere, skatteeksperter, revisorer og andre med dyb indsigt i junglen kan gennemskue.

En så besynderlig situation i et samfund, der ellers regner sig for både oplyst, moderne og demokratisk, kræver som minimum en meget, meget stor tillid til skattemyndighederne. Og hvordan ligger det så med det?

Øhhh, jo altså... Det øhhee, der skal øh ikke... man må sige... Ja, det er jo ikke sådan lige at svare på, menøhhh...

Tillad mig at afbryde. Men det er meget enkelt. Der er absolut ingen baggrund for at nære den fjerneste tillid til dette væsen. De senere år har budt på en perlerække af sager - den ene mere hårrejsende end den anden - der kalder på undersøgelser, irettesættelser eller ligefrem degraderinger og afskedigelser. Sågar retslige efterspil er en mulighed.

Gruopvækkende og ulovlige
Sagerne har budt på forsømmeligheder, magtfordrejning og direkte ulovligheder. Historier om rene gangstermetoder, når særlig udvalgte borgere skulle nakkes, er kommet frem. Så slog Rigsrevisionen til mod de skandaløst fejlagtige ejendomsskatter, som den ene skatteminister efter den anden har kendt til, men ignoreret eller ligefrem accepteret.

For kort tid siden meldte en whistleblower sig så. Han har forladt en stilling som jurist i Skatteregion Roskilde, og i en diger redegørelse til Rigsrevisionen og Ombudsmanden opremser han ledelsesinstrukser og -metoder, man kunne forvente at finde i en bananstat. F.eks. pålagde Kammeradvokaten på et tidspunkt Skat at gennemgå 30.000 gamle sager, fordi de var behandlet på ulovlig og ansvarspådragende vis. Skatteregionen i Roskilde gennemgik 3.000 og fandt kun fire sager værdige til fornyet behandling. Resten - 99,9 procent - fik blankt afslag. Og sådan kunne man blive ved.

Whistlebloweren siger, at han kan dokumentere forholdene, hvis myndighederne ønsker det. Skatte- og forvaltningsretseksperter, der har læst redegørelsen, siger, at de beskrevne arbejdsmetoder i Skat er gruopvækkende og hamrende ulovlige.

Da skattesystemet i sin tid begyndte at blive mere og mere uoverskueligt for menigmand, sagde en eller anden klog person noget i retning af, at et samfund, hvor borgeren ikke kan regne sin egen skat ud, er ude på et alvorligt skråplan. Det er jeg dybt enig i. Og det blev oveni købet sagt mange år, før borgerne begyndte at opleve deres skattebetaling som et lotterispil. For det gør de åbenlyst.

Ellers ville der vel ikke hvert eneste år være så komplet kaos, når skatteyderne vil se deres slutopgørelse i samme sekund, den bliver frigivet. For det er SÅ spændende, om man har vundet eller tabt i lotteriet.