HOVEDSTADEN: Nu er der ikke flere undskyldninger. Nu skal Metroselskabet levere.
Sådan lød det fra transportminister Magnus Heunicke (S) på onsdagens samråd i Transportudvalget. Det skriver Avisen.dk.
Enhedslisten havde indkaldt transportministeren i samråd om Metroselskabet, der er bygherre på byggeriet, der har været ramt af en lang række skandaler om lønsnyd, dårligt arbejdsmiljø, kritik fra statsrevisorerne og naboklager.
- Der dukker hele tiden sager op om dårligt arbejdsmiljø og lønsnyd op på metroen. Hver gang, der er en sag, kommer metroselskabet farende ud og meddeler, at nu skal der ske noget. Men alligevel bliver ved med at dukke alvorlige sager op, siger transportordfører fra Enhedslisten Henning Hyllested ifølge Avisen.dk.
Han har tidligere været ude og kræve Metroselskabets ledelse fyret. Så langt ville Magnus Heunicke dog ikke gå, men han gav Enhedslistens ordfører ret i, at forholdene ikke har været tilfredsstillende på metrobyggeriet.
Transportministeren lagde dog vægt på, at Metroselskabet i august har indgået en ny aftale med hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team (CMT) om at sikre bedre kontrol af de mange underentreprenører på byggeriet.
Aftalen giver blandt andet Metroselskabet og CMT udvidet ret til at kræve dokumentation for løn- og arbejdsvilkår for de ansatte. Samtidig bliver der indført en bonusordning til de entreprenører, der har et sikkert arbejdsmiljø.
Derudover har Metroselskabet før sommerferien sat gang i en stikprøvekontrol af ti underentreprenører, for at undersøge om forholdene er i orden. I blandt de ti entreprenører er vikarbureaet ICDS, som i går blev knaldet for at have portugisiske arbejdere indkvarteret ulovligt i Rødovre.
Henning Hyllested er ikke tilfreds med ministerens svar.
- Jeg kan ikke forstå, hvorfor han bliver ved med at holde hånden over Metroselskabet. Vi er tre år henne i projektet, og sagerne bliver ved med at poppe op. Løndumping, dårligt arbejdsmiljø og indkvarteringsforhold.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.