Energiprisernes himmelflugt rammer nu asfaltbranchens bundlinje med en sådan kraft, at nogle virksomheder kan føle sig presset til at sætte deres produktion i bero for at undgå yderligere tab, skriver Licitationen.
Det er vurderingen hos brancheorganisationen Asfaltindustrien, hvor adm. direktør Anders Hundahl er stærkt bekymret over udviklingen, som har taget yderligere fart efter Ruslands invasion af Ukraine.
- Den kendsgerning, at energipriserne er steget så markant, kan få den alvorlige samfundsskadelige konsekvens, at virksomheder, individuelt og ud fra en kommerciel betragtning, vælger at lukke produktionen ned og sende medarbejderne hjem for en periode for at begrænse deres tab, siger Anders Hundahl.
Samtidig volder byggeriets aftalesystem AB18 ifølge Asfaltindustrien store problemer, fordi reglerne betyder, at virksomhederne i mange tilfælde ikke kan få reguleret priserne på asfaltarbejder efter tilbudsdagen.
Pres i flere år
Anders Hundahl vil ikke ind på, om der er konkrete overvejelser om nedlukning af produktionen blandt brancheforeningens medlemmer, der tæller store asfaltentreprenører som Arkil, Colas Danmark, Munck Asfalt, Pankas, Peab og NCC Industry.
- Det vil generelt være en relevant overvejelse hos enhver procesvirksomhed, lyder det kortfattede svar fra Asfaltindustriens direktør.
De danske asfaltentreprenører, som tilsammen beskæftiger omkring 2.000 medarbejdere, har i flere år været presset af priskrig og mangel på større især statslige vejarbejder i Danmark. Derfor er de voldsomme prisstigninger endnu en ingrediens i en giftig cocktail for branchen, som langtfra kan prale af høje overskudsgrader.
Hos Arkil A/S gør den nuværende situation det nærmest umuligt for virksomheden at beregne tilbud til kunderne, fordi priserne stiger så hastigt. Dertil kommer, at det i henhold til de gældende tilbudsregler er vanskeligt at hente de store prisstigninger hjem hos bygherrerne.
Adm. direktør Jørgen Søndergaard ønsker dog ikke at uddybe yderligere om, hvorvidt Arkil eventuelt overvejer at lukke sin produktion, herunder fire danske asfaltfabrikker, ned helt eller delvist.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.