
HORSENS: Horsens Kommune og Business Horsens får fra 1. marts 2013 en repræsentation i Chengdu i det vestlige Kina - på basis af venskabsbysamarbejdet, som blev indledt i juni 2012.
- Der er en enorm vækst i det vestlige Kina. Med åbningen af en repræsentation i Chengdu vil vi gerne give lokale virksomheder et forspring i forhold til at komme ind på det marked. Kontoret vil stå til rådighed og formidle erhvervskontakter til virksomhederne. Repræsentationen kan udvikle sig til at være hele Danmarks port til det vestlige Kina, siger Horsens-borgmester Peter Sørensen (S), som allerede nu har indledt en dialog med Hedensted Kommune omkring et samarbejde vedrørende den nye repræsentation.
Venskabsbysamarbejdet blev til efter opfordring fra VIA University College, som satser stort på at eksportere uddannelser til Kina. VIA University College har siden 2009 har haft et kontor i Chengdu. Det er dette kontor, som nu bliver udvidet med en Horsens-repræsentation.
Kontoret vil blandt andet tilbyde hjælp i forbindelse med etablering, markedsundersøgelser, partnerskaber og netværkskontakt til kinesiske udviklingsparker i det vestlige Kina.
- Kinasatsningen falder i god tråd med Horsens Kommunes satsning på at udvikle vores erhvervsliv. Kineserne efterspørger i stigende grad kvalitetsprodukter fra Europa, og dermed er Kina blevet interessant som eksportmarked. Det handler ikke længere om at flytte produktion ud til Kina. Det handler om at sælge til Kina, siger Peter Sørensen.
Det vestlige Kina er i rivende udvikling og oplever lige nu tocifrede vækstprocenter. Chengdu er Vestkinas hovedstad og centrum for finans, handel og kommunikation.
Den kinesiske regering har med sin nye femårs plan sat yderligere fokus på udviklingen i netop dette område, og byen er udnævnt som en af fem pilot-reform-byer, hvor beslutninger vedrørende økonomi og politik i høj grad kan træffes lokalt, frem for i Beijing.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.