dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Hver tredje på landet døjer med dårlig mobilforbindelse

Ustabilt mobilsignal i landområderne påvirker 31 pct. af danskerne mindst en gang om ugen. Det er ikke i orden, mener borgmester

En ud af tre borgere i landdistrikterne oplever problemer med mobildækningen i deres område mindst en gang om ugen, viser en måling, som YouGov har foretaget for KL's nyhedsbrev Momentum.

Samtidig melder 29 pct. af de adspurgte om, at de i løbet af den seneste måned har oplevet ikke at kunne gennemføre en vigtig telefonsamtale på grund af for svag eller manglende mobildækning på deres bopæl. Yderligere er 33 pct ikke trygge ved, at de kan foretage et nødvendigt opkald til eksempelvis vagtlægen.

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, vil have politisk handling hurtigst muligt, og han peger på mobilforbindelserne som en vigtig faktor, når folk skal beslutte sig for, hvor de vil bo. Derfor er det helt utilfredsstillende, at hver tredje kæmper med mobilsignalet på landet.

- Det er bare ikke godt nok. Selskaberne siger én ting om deres dækning, men folks oplevelse er desværre en helt anden. Det kan godt være, at der de fleste steder er ét selskab, som har en udmærket dækning, men man kan jo ikke forlange af folk, at de skal have tre-fire forskellige abonnementer for at kunne tale i telefon. Og det er et stort livsindgreb i disse tider, at man ikke kan være sikker på en ordentlig forbindelse. Det kan medvirke til, at folk flytter væk, siger han.

En ret til alle
Han bakkes op af Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S), der mener at alle har ret til god internet- og mobilforbindelse i deres hjem på linje med el, vand og varme.

- Der er jo næsten ingen mennesker i Danmark, der kan arbejde uden mobildækning, og regeringen og Folketinget stiller krav om digitalisering, så det bør være en ret at have dækning i både tæt- og tyndtbefolkede områder, siger Holger Schou Rasmussen.

Og han er parat til som kommunen at tage sin del af slæbet for bedre dækning.

- Vi hjælper gerne til, men det er et liberaliseret marked. Vi får bare ikke noget ordentligt bud. Hvis vi skal have dækning helt ud, kommer det til at koste kassen for os. Derfor er det en fælles opgave, siger Holger Schou Rasmussen.

Uambitiøs aftale
Et bredt flertal på Christiansborg har for nylig indgået en vækstaftale, der skal styrke mobil- og bredbåndsdækningen i Danmark, men den er ikke helt nok ifølge KL's formand, Martin Damm.

- I den nye aftale forpligtes teleselskaberne ikke til at indgå samarbejder. De opfordres kun til at indgå aftaler på frivillig basis. Men det er ikke ambitiøst nok. Nogle af de huller, der ses i dækningen i landdistrikterne, vil kunne lukkes med fri roaming. Derfor ønsker KL, at Folketinget hurtigst muligt sikrer fri roaming i områder med problematisk dækning, siger han til Momentum.

2527 danskere på mellem 18 og 74 år, som har en mobiltelefon, har deltaget i undersøgelsen.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/hver-tredje-paa-landet-doejer-med-daarlig-mobilforbindelse

GDPR