
Hvis alle på kloden levede, som vi gør i Danmark, var de ressourcer, som Jorden selv kan nå at regenerere i løbet af året, udløbet lørdag. Sådan lyder det fra den grønne tænketank Global Footprint Network, som regner på data om, hvor hurtige vi er til at forbruge klodens regenerative ressourcer.
Med andre ord betyder det, at det ville kræve mere end fire jordkloders ressourcer, hvis hele verdens befolkning skulle leve som danskerne gør i et helt år. Dagen falder 12 dage tidligere i år, end den gjorde sidste år.
Udregningerne er lavet ved at se på, hvor stort et indhug den gennemsnitlige dansker gør i Jordens ressourcer på et år. Det måles mod, hvor meget af Jordens ressourcer der kan nå at blive regenereret på et år.
Canada, USA, De Forenede Arabiske Emirater og Luxembourg er blandt de lande, der bruger ressourcerne hurtigere end Danmark.
Og værst er ørkenstaten Qatar, der forbruger så meget, at hele verdens ressourcer ville være opbrugt allerede 11. februar, hvis hele verden levede som qatarerne.
DN: Danmark er ikket et foregangsland
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening (DN) slukker beregningerne fra Global Footprint Network for forestillingen om, at Danmark er et grønt foregangsland.
Præsident Maria Reumert Gjerding siger, at "det er tydeligt, at vi i Danmark er alt for gode til at bruge løs af klodens ressourcer", og, "at forbruget skal reduceres markant".
- Vi kan grundlæggende se, at det går den forkerte vej. Det er ret voldsomt, at vi som land har brugt hele vores budget for klodens ressourcer 11 uger inde i året. Forestil dig, at det var en privatøkonomi, og at man havde brugt hele årets indtægt 11 uger inde i året. Det er ret åbenlyst, hvor uansvarligt det er, siger hun.
Maria Reumert Gjerding forklarer, hvordan vi i årtier har været vant til at købe nyt, når vores ting går i stykker, eller når nye produkter lokker.
- Det er helt afgørende, at vi begynder at genbruge, at vi køber færre ting, og at vi bliver bedre til at dele alle de ting, der ligger i hele konceptet om en cirkulær økonomi, hvor man genbruger ressourcerne i stedet for at købe og smide væk, understreger hun.
Ifølge Global Footprint Network falder den reelle dato for, hvornår Jordens ressourcer er opbrugt for 2024, på 2. august i år. Datoen for hver enkelt land udgives 1. januar hvert år. Det betyder, at de er baseret på data fra det forgangne år - i dette tilfælde 2023.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.