
Onsdag aften skal forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) mødes med Folketingets partier til en drøftelse af, hvad den kommende advokatundersøgelse i Elbit-sagen skal indeholde.
Det skriver DR, der kan berette, at en række partier vil give advokaterne lov til at udspørge vidner i forbindelse med undersøgelsen, der skal klarlægge, hvad der er op og ned i sagen om det hastigt indkøbte artilleri fra det israelske firma.
Undersøgelsen skal altså gå ud over det rent skriftlige spor. Carsten Bach, forsvarsordfører for Liberal Alliance, siger til DR, at "væsentlig information kan gå tabt", hvis ikke det sker.
- Vi er nødt til at have mundtlige kilder med, der kan berette om, hvad der er foregået på eksempelvis møder, siger han.
Enhedslisten, DF, Alternativet, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige har samme ønske. De Radikale er åbne over for forslaget, men vil ifølge DR først være sikker på, at der garanteres for retssikkerheden for dem, der eventuelt ville skulle udtale sig. DR har forsøgt at få en kommentar fra Troels Lund Poulsen, men uden held.
Urigtige oplysninger om kort deadline for indkøb
Det blev i starten af året besluttet at donere danskindkøbt artilleri videre til Ukraine, hvorfor regeringen stod over for en opgave med at skaffe nyt.
Valget faldt på det israelske og omstridte firma Elbit. Men daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) gav urigtige oplysninger til Folketinget om, at kontrakten skulle underskrives senest i slutningen af januar.
Det var ikke korrekt. Deadline var retteligt i juni. Ellemann selv har sagt, at han handlede i god tro og har givet udtryk for, at hans egen rolle i sagen også skal være en del af undersøgelsen.
Ellemann og Troels Lund Poulsen byttede ministerposter 22. august. Ellemann er nu økonomiminister, mens Lund Poulsen altså er blevet forsvarsminister, hvilket har fået flere partier til at kritisere Ellemann for at løbe fra et muligt ansvar.
Sagen har kostet nu tidligere departementschef Forsvarsministeriet Morten Bæk jobbet. Han har dog fået nyt job på Slotsholmen og tiltræder 1. oktober som kommitteret i Finansministeriet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.