
I stedet for at stå af de sociale medier, når ukvemsordene har taget overhånd, og debatten er løbet af sporet, kan man gribe ind på forhånd og/eller moderere debatten. Den løsning peger flere borgmestre på i et rundspørge, dknyt har foretaget på baggrund af, at Bornholms borgmester Winni Grosbøl (S) for nylig droppede Facebook og lukkede sin profil efter at være blevet overvældet af den ‘surhed, galde og rå kommentarer’, hun oplevede dér.
Den enkleste løsning er den, som fx Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) beskriver, nemlig at han ‘er blevet mere bevidst om’ hvad han poster. En anden mulighed er den, Hørsholms borgmester Morten Slotved (K) benytter: ‘Jeg kommer normalt kun med 'kedelige' opdateringer’, skriver han som opskrift på at undgå den rå tone.
Jammerbugts borgmester Mogens Gade (V) har løst problemet ved ikke at bruge Facebook til debat, men udelukkende til orientering i form af 1 stk. daglig opdatering. Det ‘respekteres rimeligt’, konstaterer han.
Kodeks for opslag
Solrøds borgmester Niels Hörup (V) har håndteret problemet ved at skrive et kodeks for opslag på sin profil og ved konsekvent at slette spam, reklamer og opslag, der ikke overholder ‘en ordentlig og respektfuld tone’. Det har virket, og hvis nogen ‘vil kalde det en kedelig og begrænset debat’, så lever Niels Hörup efter eget udsagn fint med det.
Også Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) håndhæver den gode tone aktivt. 'Jeg har besluttet mig for, at hvis nogen bliver svinske og perfide på min egen Facebook-væg, så sletter jeg dem og blokerer dem’, skriver hun. Hun har også aktivt fravalgt at deltage i andre debatfora, ‘da tonen blev for perfid, personlig og u-konstruktiv’.
Frederikshavns borgmester Birgit Hansen (S) mener, at de sociale medier er ‘et godt sted at udsende statements og synspunkter’, men ‘nuancerne forsvinder, derfor sorterer jeg i, hvad jeg bringer og deltager i’. Trods de ‘ofte ret ukonstruktive kommentarer’ anfører Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten (V), at han også har ‘oplevet gode konkrete og relevante debatter’ og for Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) tæller det på plussiden, at han ‘kommer i direkte dialog med mange, som har spørgsmål, input osv.’.
Borgmesterrollen som hurdle
Endelig nævner enkelte borgmestre, at borgmesterrollen i sig selv kan være en hurdle. Dels kan man komme ud i noget, som burde være journaliseret, dels er der ting, som en borgmester ikke kan svare på, i hvert fald ikke offentligt.
Desuden er der tidsspørgsmålet, hvor forventningen på de sociale medier er, at svar skal falde stort set med det samme. På det punkt opleves der ikke altid nogen større forståelse for, at en borgmester også har andet at tage sig til.
dknyts rundspørge blev foretaget i sidste uge i form af mails til alle 98 borgmestre. 33 svarede, og af dem har 3 helt fravalgt at benytte sociale medier.
Artiklen er den anden i en mini-serie baseret på dknyts rundspørge om borgmestres brug af sociale medier.
- Den første var Borgmestre: Meget dårligt på Facebook, men ikke kun om nytten og unytten af sociale medier.
Serien fortsætter i morgen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.