
I dag, torsdag, rejser det første kuld ældre københavnere på kommunebetalt charterferie til Malaga. Dermed er politikernes beslutning fra principaftalen for Budget 2024 i Københavns Kommune nu – efter godt et år – blevet effektueret. Det skriver TV 2 Kosmopol.
Ved sidste års budgetforhandlinger vedtog man nemlig et pilotprojekt, som skulle give de ældre københavnere mulighed for at veksle kommunale ydelser som madordninger og rengøring til en uges ferie under sydens sol.
Parolen lød, at prisen for en uges ferie var omtrent den samme som en uge på plejehjem. Og nu er det altså blevet til virkelighed, for torsdag morgen går 15 ældre københavnere ombord på et fly mod Malaga fra Københavns Lufthavn.
- Det er første hold, som kommer afsted nu. Vi har brugt en helt del tid på at finde ud af setuppet, for det er jo et pilotprojekt, hvor vi skal danne os nogle erfaringer om de her velfærdsrejser, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).
Flere skal afsted
I næste uge er det 15 mere, og i alt når 60 ældre afsted før årsskiftet. Til næste år kommer yderligere 60 borgere afsted, oplyser borgmesteren.
- Vi vil gerne fortsætte med at udbygge måden, hvorpå man tænker velfærd. Og det her er et led i det. Vi ved, at mange ældre er ensomme. Og når man er ensom, får man hurtigere et dårligt helbred og får brug for mere pleje fra kommunen, siger Jens-Kristian Lütken og lægger ikke skjul på, hvor inspirationen til de såkaldte ”velfærdsrejser” kommer fra.
- Vi bygger fuldstændig på det, man gjorde i Farum Kommune i nullerne (hvor den karismatiske Venstre-borgmester Peter Brixtofte gennem en årrække sendte byens ældre på ferier – ferier, der endte med at være en del af sagen mod ham om misbrug af kommunale midler, red.). Der satte man ældre sammen, og så vedblev de at være venner, når de kom hjem, forklarer Jens-Kristian Lütken.
Prisen er den samme for en uge på plejehjem
Ifølge den københavnske borgmester er prisen for en uges ferie per ældre i omegnen af 10.000 kroner – og det er også prisen for en uge på plejehjem i hovedstaden, forklarer han.
- Hvis vi bare kan udskyde plejehjemmet i den anden ende med én uge, så er pengene jo tjent hjem – og hvis der går flere uger, ser regnskabet pludselig rigtig godt ud, siger beskæftigelsesborgmesteren.
I forbindelse med pilotprojektet med københavnske velfærdsrejser er det i første omgang borgere med et ”lettere plejebehov”, som er blevet tilbudt en tur under sydens sol. Det betyder borgere med rengøringshjælp og madlevering – og ofte ældre tilknyttet et ældrecenter.
Rejserne er lidt dyrere end en almindelig charterrejse, da der også er medarbejdere med fra kommunen, ligesom hotellerne, som de ældre indlogeres på, er hoteller, som er vant til det ældre segment.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Københavns Kommune har flirtet med at sende de ældre sydpå. Allerede i 2001 var Venstre på banen med et forslag, der til forveksling lignede Peter Brixtoftes model fra Farum.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.