KØBENHAVN / HØJE-TAASTRUP: - Vi lægger os fladt ned i denne sag.
Meldingen kommer fra Bjarne Jensen, direktør hos it-firmaet Scan-Tech Sikkerhedssystemer, som har mødt kritik for at give kommunale embedsmænd billetter til blandt andet en fodboldlandskamp og luksusmiddage.
På grund af kritikken har virksomheden, der leverer pas- og kørekortsystemer til flere kommuner, nu taget en konsekvens og ændret sin praksis.
- Vi har med øjeblikkelig virkning kommunikeret internt i virksomheden, at vi ikke i fremtiden vil give nogen form for lejlighedsgaver hverken til privat ansatte eller offentligt ansatte, siger Bjarne Jensen i en pressemeddelelse.
- Vi må erkende, at sagerne har svækket vores omdømme, selv om gaverne kun var tænkt som en venlighed, der ikke havde noget med virksomhedens salg af sine produkter af gøre, fortsætter han.
Direktøren oplyser, at selskabet har bedt sin revisor om at bistå i en intern undersøgelse. Undersøgelsen skal se nærmere på, om medarbejdere hos firmaet har givet en gave i andre sammenhænge.
- Jeg har ikke kendskab hertil, men vi skylder vores kunder at afdække, om der er givet andre gaver, siger Bjarne Jensen.
Gaverne ligner smørelse
Når revisoren har gennemgået sagerne, vil ScanTech ifølge direktøren fortælle sine kunder, at der ikke i fremtiden kommer lignende sager, der kan give anledning til kritik.
- Vi kan godt se, at gaverne til vores samarbejdspartnere kan tolkes i retning af, at vi gerne ville smøre vores partnere. Dette er ikke tilfældet, men vi har ikke været gode nok til at forklare sagernes rette sammenhæng, og det er en fejl, vi påtager os ansvaret for, siger Bjarne Jensen.
Kritikken mod selskabet startede torsdag, efter DR Nyheder bragte historien på grundlag af dokumenter fra firmaet. Dokumenterne viste, hvordan ansatte i Københavns Kommune, der arbejdede med pas, i 2011 var til landskamp i Parken med luksusmiddag.
Desuden har det vakt kritik, at firmaet ansatte lederen af pasafdelingen i Høje-Taastrup Kommune som konsulent. I 2010 fik hun 100.000 kr. for at lave manualer, teste it-systemer samt fremvise firmaets systemer for ansatte i andre kommuner.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.