Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har oplyst til Folketingets partier, at Johnson & Johnsons coronavaccine tages ud af det danske vaccinationsprogram. Det erfarer Ritzau og flere danske medier.
Vaccinen tages ud af programmet, fordi den er blevet sat i forbindelse med en række sjældne blodpropper.
Patienterne fra USA med blodpropperne havde et sygdomsbillede, der minder meget om det, man så ved visse patienter, der havde fået vaccinen fra AstraZeneca.
AstraZeneca-vaccinen er ligeledes taget ud af det danske vaccinationsprogram.
Blodpropperne var usædvanlige, fordi de skete, mens patienterne havde et usædvanligt lavt niveau af blodplader. Blodplader er det stof i blodet, som gør, at blodet kan størkne.
20-40-årige må vente lidt længere
Statsminister Mette Frederiksen (S) har beskrevet vaccinen fra Johnson & Johnson som en "potentiel game changer" i kampen mod covid-19 i et brev til EU-systemet i begyndelsen af februar.
Det skyldes, at den kun kræver et stik, hvor andre vacciner kræver to stik, før de er fuldt effektive. Det er den vaccine, som Danmark har købt klart flest af, og frygten er, at det vil betyde, at det tager længere tid at få vaccineret de borgere, der vil.
Det står dog endnu ikke klart, hvad beslutningen kommer til at betyde for tidsrammen for det danske vaccinationsprogram.
Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm har tidligere peget på, at et stop for Johnson & Johnson-vaccinen, der også går under navnet Janssen, kan betyde, at raske unge mellem 20 og 40 år må vente lidt længere på at blive vaccineret.
Han slog dog i samme ombæring fast, at de, der gerne vil have en vaccination, nok skal få en før eller siden.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.