Kan kommunalvalget vindes med et #?

Er man fremme i kommunikationssandalerne, anbefaler man, at kommunalpolitikerne benytter de sociale medier i forbindelse med valgkampen. Jeg vil anbefale, at de forbereder sig grundigt først!

Kommunalvalget er i krise. Hvis der er noget, danskerne, særligt de unge, ikke gider gå op i, er det kommunalpolitik.

En klar indikator om, at kommunalvalgene ikke tillægges betydning, er den lave valgdeltagelse. Den plejer at ligge på omkring 70 pct., hvilket i dansk sammenhæng er lavt, men i 2009 var den helt nede på 65,8 pct.; den laveste i 35 år.

Det fik beskyldningerne til at fyge gennem luften. Ansvaret blev fordelt mellem politikerne og de sociale ændringer i samfundet, hvor man ikke længere mødes i forsamlingshuset, men fortrækker at få politik serveret i små redigerede bidder med en speaker på lydsporet.

Todelt problematik
Det har fristet flere til at fremhæve de sociale medier som løsningen. Når nu borgerne ikke gider besvære sig til politiske debatmøder, men tilbringer det meste af deres vågne tid logget på en eller flere sociale platforme, ligger det vel lige for, at politikerne bevæger sig samme vej og råber vælgerne op dér, i stedet for på hovedgaden med gifler og slogans i uskøn forening?

Er løsningen online? Det er en udbredt holdning. Blandt andre hos Jon Kiellberg. Når hver fjerde borgmester bevidst har fravalgt Facebook, og blot 10 pct. har en Twitter-profil, er de selv ude om det. De kan hverken tillade sig at brokke sig over borgernes manglende engagement eller problemer med at trænge igennem, når de ikke sørger for at være synlige der, hvor borgerne er.

Det lyder rigtigt, men er det gjort med det? Hvis vi i første omgang ser bort fra det faktum, at kommunalpolitik altid har været svær at afsætte, vil jeg påstå, at de, der hævder, at kommunalpolitikere for at vinde vælgerne bare skal digitalisere sig og blive sociale, overser en væsentlig problematik. En todelt problematik: 1. Der er intet nyt og 2. Alt er nyt

Intet nyt
Jeg har tidligere skrevet om kommunal valgkamp. Det var en analyse af hhv. den gode og den frygtelige brug af sociale medier med konklusionen, at forkert brug kan være mere skadelig end helt at blive væk.

Men sådan har det altid været. Tilbage i forsamlingshuset var successen heller ikke lige fordelt, og flere måtte se sig overhalet og overdøvet af de dygtige kommunikatører. På den front bringer sociale medier intet nyt.

Selv om der er båndbredde imellem, kan politisk og kommunikativ tæft ikke fakes eller erstattes med proxy. På den lange bane bliver det gennemskuet. Det blev det for Bo Asmus Kjeldgaard, og det vil det også blive for andre, uanset om de er live eller digitale.

Alt er nyt
Samtidig med at den gode og udbytterige kontakt med vælgerne forudsætter en dygtig politiker og kommunikatør, må man erkende, at sociale medier ikke er for alle. Der er alt for mange, der forsøger at sælge dem som den nemme løsning. Det har jeg ved flere lejligheder været ude efter, men i politisk sammenhæng er det ekstra vigtigt at understrege.

I politik og særligt i kommunalpolitik er nærvær og personlighed essentielt. Stemmer afgives på grundlag af holdninger, tillid og muligheden for at relatere. Vi vælger de repræsentanter, vi faktisk føler repræsenterer os, både ideologisk og personligt.

Det sætter en særlig udfordring ved brugen af sociale medier. Det er en kommunikationsform, der er fyldt med koder, normer og sprog, der kun forstås af dem, der lever med en permanent logget livline. Divergens fra dette sprog og disse normer skaber en øjeblikkelig afstand, og de gode intentioner, der muligvis er bag, bliver tabt i kulturelt kviksand. Som når den pinlige onkel forsøger at bruge de unges slang, eller forretningsmanden forpurrer samarbejdet, fordi han ikke forstår lokale skikke.

Flodbølge af ændringer
Sociale medier er opstået som noget helt nyt. Det er en revolution, der har bragt en flodbølge af ændringer og forskydninger med sig og bliver med at knopskyde næsten på daglig basis. Det er ikke noget, man kan læse sig til eller tage et kursus i. Hvis man ikke er afhængig, er man ikke indfødt, og er man ikke indfødt, kommer man aldrig til at kunne gebærde sig.

Politikere i kommuner og Folketing, der ikke allerede suger social næring ved de digitale netværk, skal enten forpligte sig til ikke at logge af fra nu af og til valget, kun kommunikere med deres familie via Twitter og holde samtlige møder i en sky eller erkende, at dette ikke er deres arena og fokusere alle deres kræfter og energi på at komme ud med deres budskaber på et sprog, de ved, de taler.

Sophie Egede-Schrøder, Strategic PR & Creative copy, WiaW Communication