DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Kapacitet for lyntest er næsten fordoblet

KORT NYT3. MAR 2021 6.20
TEMA: Corona

I samarbejde med private leverandører har regionerne tæt på fordoblet det antal af lyntest, der er kapacitet til at foretage om dagen, skriver Altinget. Siden 25. februar har den daglige kapacitet på lyntest været på 207.000 om dagen. Det er en stigning på 88 pct. i forhold til den tidligere kapacitet på 110.000 lyntest om dagen.

Regionernes opskalering er sket i forbindelse med, at de midlertidige kontrakter med lyntestleverandørerne Falck og Copenhagen Medical er blevet forlænget til 30. april. Dermed fortsætter Falck som minimum med at lynteste danskerne i regionerne Sjælland, Midtjylland og Nordjylland frem til udgangen af april, mens Copenhagen Medical står for lyntestningen i Region Hovedstaden.

Falck og Copenhagen Medical overtog størstedelen af SOS Internationals lyntestopgaver, da selskabets kontrakt blev opsagt blot en uge efter, at den var trådt i kraft i begyndelsen af februar. De midlertidige aftaler udløb derfor oprindeligt 30. marts, men de er nu blevet forlænget med en måned på de eksisterende vilkår for at sikre mere tid til at få styr på det kommende udbud.

Ritzau