VIBORG: Selv om De Konservative blev det største parti i Viborg, og Venstre blev halveret fra 12 til seks mandater, har kommunen også en venstreborgmester efter nytår.
Katrine Fusager Rohde (V), som har afløst Ulrik Wilbek (V) som borgmesterkandidat, kunne ved fem-tiden oplyse, at hun har et flertal bag sig til at blive borgmester.
- Vi har haft gode, grundige drøftelser. Gode forhandlinger tager lang tid, men jeg er meget tilfreds med, at et flertal peger på mig som Viborgs nye borgmester, sagde hun.
Hun oplyste, at Anders Bertel (S) bliver 1. viceborgmester. Derudover fortsætter drøftelserne onsdag, oplyste hun.
- Det er vigtigt med en bred konstituering, konstaterede den kommende borgmester.
De Konservative gik med Stine Damborg som borgmesterkandidat frem fra syv til otte mandater, og ifølge TV Midtvest var hun en del af forhandlingerne natten igennem, hvor man bl.a. kunne se hende gå rundt og tale i telefon. Derimod forlod Enhedslisten og Alternativet rådhuset tidligere på natten.
Danmarksdemokraterne fik et rigtig godt valg i Viborg og kom ind med fire mandater, blandt andet spidskandidat Torsten Nielsen, som er tidligere konservativ borgmester i kommunen. Også Liberal Alliance kom ind med to mandater.
Derimod lykkedes det ikke Velfærdsdemokraterne, som blev stiftet af fire frafaldne socialdemokratiske byrådsmedlemmer, at få nogen valgt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
























