SYDDANMARK: Region Syddanmark har for nyligt haft lægevagtkørslen i udbud, og her vandt taxaselskabet DanTaxi opgaven, selvom SIM Lægekørsel havde afgivet det laveste tilbud. Ifølge regionen var valget baseret på Trafik- og Byggestyrelsens fortolkning af taxilovgivningen. En fortolkning, som Kammeradvokaten har vurderet er korrekt, og som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anbefalede regionen at følge.
Fortolkningen lød, at virksomheder med 'limousinebevilling' (hvilket er tilfældet for SIM Lægekørsel) kun kan foretage lægevagtskørsel, såfremt der i et udbud ikke er indkommet tilbud fra virksomheder med 'taxabevilling' (hvilket er tilfældet for DanTaxi). Regionen følte sig derfor tvunget til at vælge DanTaxi fremfor SIM Lægekørsel.
- Denne sag illustrerer rigtig godt, hvorfor Trafik- og Byggestyrelsens fortolkning ikke holder i praksis. Vi er bundet på hænder og fødder, og vi får dermed aldrig mulighed for at vælge det mest hensigtsmæssige tilbud. Det skaber på ingen måde konkurrence og underminerer hele ideen med et udbud, sagde formand for Sundhedssamordningsudvalget, Tage Petersen (V), i slutningen af januar.
Fejltolkning
Men nu kommer Klagenævnet for udbud altså SIM Lægekørsel og regionen til undsætning. SIM Lægekørsel klagede nemlig til klagenævnet over regionens valg, og nævnet har i går den 25. februar givet klageren medhold.
- Vi har hele tiden været forundret over Trafik- og Byggestyrelsens fortolkning, da vi jo mener, at formålet med et udbud jo netop er at få en given opgave løst tilfredsstillende til den laveste pris. Men vi så omvendt ingen anden mulighed end at følge styrelsens fortolkning, som også blev bakket op af vores juridiske rådgiver Kammeradvokaten, siger økonomidirektør Mogens Sehested.
Hvad klagenævnets afgørelse kommer til at betyde for regionens aftale med DanTaxi om lægevagtkørslen er for tidligt at sige noget om. Økonomidirektøren forventer, at man i regionen tager en nærmere drøftelser af de juridiske aspekter i sagen på mandag.
Lægevagtskørslen er en opgave til omkring 20 mio. kr. om året, og DanTaxi tog fat på opgaven 1. februar i år.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.