Det første nationale Klimafolkemøde fandt sted under en delvis coronanedlukning i 2020 med knap 500 gæster, der skulle holde en meters afstand mellem hinanden. Men når pladsen i Middelfart åbner torsdag, forventer arrangørerne bag, at 30.000 gæster svinger forbi - flere end nogensinde før.
- Klimaet er et af de tre emner, folk bekymrer sig mest om. Og Klimafolkemødet står for handling.
Det nævner Christa Boisen, der er chef for Klimafolkemødet, som en af grundene til den øgede interesse ved dette års møde, der strækker sig fra torsdag og tre dage frem. Klimafolkemødets hovedbudskab er handling. Det er ikke her, man blot sætter sig på en havestol med en kop kaffe, hører en debat og tager hjem igen, siger Christa Boisen.
- Vi beder alle om at forholde sig til, hvordan man kan handle. Der sker ikke noget, uden at vi handler. Derfor bliver man opfordret til selv at handle eller bede sin virksomhed, forening eller sine politikere om at handle.
Slår sidste års rekord
Det seneste Klimafolkemøde i 2022 var den hidtil største udgave, hvor 21.000 mennesker lagde vejen forbi Middelfart. Siden sidste år har endnu flere virksomheder og organisationer ønsket at få en bod på årets Klimafolkemøde, hvilket også er baggrunden for, at arrangørerne mener, der kommer endnu flere i år end sidste år. Jokeren er dog vejret. Men i øjeblikket er Christa Boisen fortrøstningsfuld.
- Det ser ud til at være med os. Jeg ser virkelig frem til det, siger hun.
Klimafolkemødet afholdes i 2023 den 31. august til 2. september på KulturØpladsen i Middelfart. Programmet byder blandt andet på de tidligere klimaministre Connie Hedegaard og Rasmus Helveg Petersen. De skal på scenen for at tale om, hvad de vidste, dengang de havde magten, og hvad man kan lære af det i dag.
Derudover kan man også opleve klimaminister Lars Aagaard (M) i samtale med klimaredaktør på Fyens Stiftstidende Jon Bøge Gehlert i en snak om, hvordan den grønne fremtid ser ud.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.