KMD har i dag skiftet ejere. EQT og ATP har solgt KMD til den globale kapitalfond, Advent International, oplyser KMD, der samtidig ikke angiver nogen pris på handelen.
- KMD har en førende position i Danmark, som har en af de mest avancerede offentlige sektorer, hvad angår indførelse af it og initiativer inden for digital forvaltning. Vi mener, at KMD har løsninger i verdensklasse, og at virksomheden har et stærkt potentiale for at vokse internationalt. Vi vil støtte denne enestående og vigtige virksomhed og ser frem til at arbejde sammen med ledelsen om at udvikle forretningen og skabe en endnu mere succesrig virksomhed, siger John Woyton, director i Advent International.
KMD's nye ejere har stor tiltro til KMD's nuværende direktion og har derfor bedt ledelsen om at fortsætte - bl.a. med adm. direktør Lars Monrad-Gylling i spidsen. Selv om der nu sker et ejerskifte i virksomheden, laves der ikke om på, at KMD er en dansk it-virksomhed.
- KMD er fortsat en danskbaseret virksomhed med hovedsæde i Danmark og med dansk ledelse. Men vi får selvfølgelig tilført mere international erfaring med de nye ejere, og det vil være med til at styrke KMD, siger Lars Monrad-Gylling.
KMD var frem til 2009 ejet af KL, der solgte virksomheden til EQT og ATP. KMD har i de seneste år undergået en transformation fra offentligt til privat ejerskab, og virksomhedens position er blandt andet styrket gennem strategiske opkøb, heriblandt erhvervelsen af Rambøll Informatik A/S.
Om Advent International
Advent blev grundlagt i 1984 og er i dag en af verdens førende globale kapitalfonde med kontorer i 16 lande. Kapitalfonden har i 27 år været en drivende kraft i international privat equity og har opbygget en enestående global platform med over 170 investorer i Vest- og Centraleuropa, Nordamerika, Latinamerika og Asien. Virksomheden har specialiseret sig i internationale opkøb, strategisk repositionering og investering i virksomheder med vækstpotentiale inden for fem kerneområder og arbejder tæt sammen med ledelsesteam om at skabe vækst i virksomhederne.
Læs mere på http://www.adventinternational.com
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.