
KMD har i perioden 2004-2009 haft en strategi om at tilskynde kommuner til at undlade at sende it-kontrakter i lovpligtigt udbud. Konkret fik fire kommuner tilbudt rabatter, hvis de i stedet for at sende deres køb af lønsystem i udbud indgik en aftale med KMD.
Konkurrencerådet finder imidlertid ikke grundlag for, at KMD har overtrådt konkurrencereglerne, fordi forpligtelsen til at sende it-kontrakter i udbud påhviler kommunerne.
- KMD har med sin strategi uden tvivl gjort det sværere for potentielle konkurrenter at vinde markedsandele. Men KMD's adfærd er ikke en overtrædelse af konkurrenceloven, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing og fortsætter:
- Det er vigtigt, at konkurrencen om de offentlige opgaver er effektiv. Det sikrer, at kommunerne får de bedste løsninger til den bedste pris. Kommunerne har selv ansvaret for at overholde udbudspligten, så leverandørerne kan byde på lige vilkår.
Større konkurrence i dag
Undersøgelsen af KMD blev iværksat som følge af en kontrolundersøgelse foretaget hos KMD. Det fremgik af materialet fra undersøgelsen, at KMD havde tilskyndet fire kommuner til at indgå it-kontrakter uden udbud. De fire kommuner er: Skive, Rudersdal, Vordingborg og Tønder.
Parallelt med sagen har styrelsen i juni 2010 offentliggjort en redegørelse om, at 28 kommuner havde overtrådt EU's udbudsdirektiv ved at indgå en kontrakt med KMD om levering af it-systemet KMD OPUS uden at have gennemført et EU-udbud.
- Vores fokus på kommunernes it-kontrakter og de nye regler, hvor kommunerne risikerer at få ophævet en kontrakt eller at få bøder, hvis de bryder udbudsreglerne, har medvirket til, at der i dag er flere udbud, og at vilkårene for konkurrence er forbedret, siger Agnete Gersing.
I en kommentar til Konkurrencerådets afgørelse siger KMD's adm. direktør Lars Monrad-Gylling:
- Vi noterer med tilfredshed, at Konkurrencerådet slår fast, at KMD ikke har overtrådt konkurrenceloven.
- Der er tale om en sag af ældre dato fra perioden 2004-2009. KMD tog fra start sagen meget alvorligt, og selv om konkurrencemyndighederne konkluderer, at KMD ikke har overtrådt konkurrencereglerne, så har vi for flere år siden handlet på de forhold, der er beskrevet i Konkurrencerådets afgørelse.
- Allerede før sagen blev rejst for over tre år siden, besluttede KMD at implementere et omfattende compliance-program, der bl.a. skal sikre, at vi altid udviser passende adfærd i forhold til de kommunale udbudsprocesser.
- Compliance-programmet, der blandt andet indeholder et adfærdskodeks, er målrettet samtlige medarbejdere og er i dag fuldt implementeret i virksomheden.
- Vi har igennem hele forløbet samarbejdet med konkurrencemyndighederne, og vi er glade for, at sagen nu er afsluttet med en fornuftig afgørelse. Og det er væsentligt for os at understrege, at det aldrig har været eller er KMD's strategi at begrænse udbud.
srl/ka
Foto: KMD
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.