
HVIDOVRE: Tidligere personaledirektør i Hvidovre Kommune Per Krog er i dag dømt til et år og ni måneders ubetinget fængsel for at have indkøbt it-udstyr og bøger til mindst 400.000 kr. for kommunens penge. Det er groft mandatsvig, slår Retten i Glostrup fast. Han har nu 14 dage til at anke dommen.
Indkøbene drejer sig om 12 iPhones, 7 iPads, 10 bærbare computere, fire kameraer med seks linser, gps'er, højttalere og for over 50.000 kr. bare i bøger. Hans indkøb løber op i omkring 140 genstande.
I alt 400.000 kr. købt og betalt af kommunen, der led beløbet i formuetab.
- Jeg er tilfreds med den dom, der er faldet. Det har været en langtrukken og meget alvorlig sag mod en betroet medarbejder, der har udnyttet systemet og misbrugt vores tillid, siger kommunaldirektør Nich Bendtsen efter dommen.
Per Krog har over en lang årrække været ansat i Hvidovre Kommune, men skulle i marts 2015 gå på pension. Da kunne kommunen konstatere, at normale godkendelsesprocedurer ved bogføring ikke var overholdt - og den store mængde it-udstyr ikke registreret i de afdelinger, som han havde ansvaret for.
Kommunen undersøgte sagen nærmere. Undersøgelsen viste, at Per Krog fra 2011 og frem til sin pensionering købte computere, som han returnerede, så han både fik udgiften til computeren refunderet af kommunen, samtidig med han selv fik købsprisen tilbage.
'Jamen, alle indkøb var i kommunens interesse'
Han videresolgte også it-udstyr og forærede bærbare computere til medarbejdere, som han havde et særligt tæt forhold til. Derfor bortviste Hvidovre Kommune i marts 2015 Per Krog fra sin stilling og politianmeldte ham for at have indkøbt og videresolgt 'en omfattende mængde elektronik'.
Han nægtede sig skyldig og forklarede sig med, at alle indkøb var i kommunens interesse. Han sagde, at han stadig havde it-udstyr liggende, fordi han - i kraft af sin store it-kundskab - skulle opdatere og nulstille særligt Apple-produkterne.
Han forklarede også, at fortjenesten på de genstande, der blev videresolgt, var brugt til nye indkøb. I kommunen, ikke til ham selv.
Den forklaring købte retten ikke, og retten fandt heller ikke, at der var nogen formildende omstændigheder. Den 66-årige havde en 'udmærket stilling til en høj løn'.
'Han havde havde ingen økonomiske problemer eller andet, der kunne forklare hans handlinger. Baggrunden må antages at være tiltaltes bitterhed og frustration over, at han ved en organisationsændring i 2010 fik indskrænket sit ansvarsområde og opfattede, at han blev degraderet', står der i dommen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.