
KØBENHAVN: Et flertal i økonomiudvalget i Københavns Kommunes borgerrepræsentation har besluttet at opruste indsatsen mod social dumping. Den forstærkede indsats for at værne om danske løn og arbejdsvilkår skal endelig vedtages på et møde i Borgerrepræsentationen den 22. juni. Det skriver Avisen.dk.
Det betyder blandt andet, at medarbejdere, der udfører arbejde for Københavns Kommune, fremover skal bære synligt ID-kort med billede.
Kommunen, der årligt sender arbejde for over 10 mia. kr. i udbud, kan stille kravet i alle udbud, men det er obligatorisk for alle kontrakter med over 10 ansatte, hvor der udføres arbejde i mere end tre dage i træk.
Overborgmester Frank Jensen (S) er meget tilfreds med, at det lykkedes at samle flertal for en styrket indsats mod det, han kalder plattenslageri. Ikke mindst ID-kortet, mener han, vil gøre det lettere at føre kontrol med, hvad der foregår på for eksempel en byggeplads, og om folk opholder sig på en arbejdsplads på et lovligt grundlag.
Ny intern kontrolenhed
Som led i oprustningen mod underbetaling og regelfusk vil Københavns Kommune opbygge en kontrolenhed i kommunen. Den vil blive bemandet med fem-seks mand og træde i funktion ved årsskiftet, når kontrakten udløber med det private kontrolfirma, Bureau Veritas, som i tre år har varetaget indsatsen mod social dumping for Københavns Kommune.
Beslutningen om at tage opgaven hjem i kommunen er taget på baggrund af evaluering, som Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet (CARMA) har foretaget.
Københavns Kommune var i 2013 den første kommune, der begyndte at arbejde systematisk med at bekæmpe social dumping. Men senere har Odense vist sig at kunne sætte mere effektivt ind, fordi kommunen selv har stået for kontrollen med leverandører og arbejdspladser. Derfor var CARMA’s anbefaling, at kontrollen med fordel kan omorganiseres og være en intern enhed i kommunen.
Venstre, Konservative og Liberal Alliance stemte imod den forstærkede indsats mod social dumping.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.