KØBENHAVN: København vinder den prestigefyldte internationale pris World Smart Cities Award for at have verdens bedste plan - 'Copenhagen Connecting' - for indsamling og brug af data til at skabe en grønnere by, større livskvalitet for borgerne og et bedre erhvervsklima, oplyser kommunen.
En intelligent udnyttelse af trådløse data fra mobiltelefoner, gps'er i busser, sensorer i kloaker og skraldespande skal fremover hjælpe de københavnske politikere med at nå målene om mindre trængsel, luftforurening og udledning af CO2. Og netop viljen til at bruge data målrettet til at styre byen i en grønnere retning er en af årsagerne til at netop København løb med prisen for verdens bedste Smart City projekt. Prisen blev overrakt til teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) i Barcelona onsdag aften.
- I København har vi en stærk tro på, at et godt miljø er forudsætningen for en høj livskvalitet. Den teknologiske udvikling vil fremover gøre det nemmere for os at nå i mål med de grønne ambitioner om renere luft og mindre støj og udledning af CO2. Eksempelvis krævede det tidligere store ombygninger af veje, hvis vi ville skabe bedre fremkommelighed og større sikkerhed for fodgængere, cyklister og buspassagerer. Nu kan vi med intelligent trafikstyring og vores nye gadebelysning opnå næsten samme effekt for meget færre penge og uden at grave hele byen op, siger Morten Kabell (EL).
Kommunen har afsat 250 mio. kr. til ny gadebelysning og mere end 100 mio. kr. til nye trafiksignaler og intelligent trafikstyring. Det har betydet, at kommunen nu kan love, at cyklister og buspassagerer frem mod 2018 får reduceret rejsetiden med 10 pct., mens bilisterne får uændrede rejsetider.
Fuldt implementeret er ambitionen, at Copenhagen Connecting vil betyde en samfundsøkonomisk gevinst på 4,4 mia. kr.
Copenhagen Connecting er blevet til i et samarbejde med private virksomheder som Rambøll og videninstitutioner som Aalborg og Københavns Universiteter, DTU og IT Universitetet.
World Smart Cities Award bliver uddelt en gang om året af en jury bestående af eksperter fra hele verden. Det er fjerde gang, prisen bliver uddelt og anden gang København er indstillet til en pris. Sidste år var det for byens klimaplan.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.