
KØBENHAVN: 10.000 danskdesignede LED-armaturer skal kaste nyt energieffektivt lys over København. Den nye belysning kan reducere energiudgifterne med op til 70 pct., og Københavns Kommune forventer at spare millioner som følge af investeringen.
Det nye armatur er produceret af belysningsproducenten Thorn, som har udviklet et fleksibelt armatur med over 100 forskellige kombinations- og monteringsmuligheder. Armaturet fås med henholdsvis 36, 48 og 72 lysdioder og har et energiforbrug fra 40-150 W. Det gør det langt mere effektivt end de klassiske kviksølvlyskilder, der hænger i København i dag.
- LED-teknologien er meget kompakt, og det gør det muligt at lave et design, der er både robust og karakterfuldt, og som kan anvendes mange forskellige steder. Når et armatur skal hænge gade op og gade ned på de allermest befærdede veje, så er det vigtigt, at designet både er enkelt og holdbart, forklarer designer Morten Lyhne, der har kreereet armaturerne.
Ifølge Morten Lyhne sikrer den robuste konstruktion både lang levetid og en kontant gevinst til kommunen takket være en levetid på 90.000 timer mod 10.000-12.000 timer for traditionel kviksølvsbelysning.
Markant reduktion af udgifter
- En længere levetid og bedre tæthed bidrager til at reducere kommunens udgifter markant, fordi der ikke skal skiftes lyskilder så tit, forklarer Morten Lyhne.
- Det er en rigtig god forretning for os. Når investeringen er tilbagebetalt, kan vi spare helt op til 70 pct. af energiudgifterne, supplerer Thomas Maare, der er vejbelysningsansvarlig i Københavns Kommune.
Når den store investering er rullet ud, vil København være en af de første byer i verden til at implementere intelligent teknologi i gadebelysningen. Bl.a. indeholder de nye armaturer et intelligent trådløst styringssystem, som kan regulere lysstyrken automatisk i forhold til trafikbelastningen, ligesom armaturerne er klargjort til fremtidens forskellige kommunikationsenheder som eksempelvis kameraer.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.