dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Københavns indsatsteam fandt behov for efterbetaling til 112 medarbejdere hos leverandører
Over halvdelen af indsatsteamets kontroller i 2023 er foretaget inden for bygge- og anlægsbranchen.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Københavns indsatsteam fandt behov for efterbetaling til 112 medarbejdere hos leverandører

Siden 2018 har et internt indsatsteam mod social dumping kontrolleret arbejdsforholdene hos København Kommunes leverandører. Det førte i 2023 krav om efterbetaling af løn til 112 medarbejdere.
14. MAJ 2024 11.02

KØBENHAVN: Når man udfører arbejde for Københavns Kommune, kræver kommunen, at man tilbyder ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Derfor gennemfører kommunens indsatsteam mod social dumping årligt over 600 kontroller blandt de virksomheder, der udfører arbejde for kommunen.

Kontrollerne dækker både over fysiske besøg på arbejdspladser og dokumentkontroller af specifikke medarbejderes løn- og arbejdsvilkår. I 2023 gennemførte indsatsteamet mod social dumping 611 kontroller af arbejdsklausulen og uddannelsesklausulen. 

Nu viser ny årsrapporten for 2023, at kommunens indsatsteam mod social dumping i 2023 fandt overtrædelser i over halvdelen af de færdigbehandlede dokumentkontroller, hvor der var en konkret mistanke. Overtrædelserne dækker primært over medarbejdere, der er blevet underbetalt.

- Vi vil ikke acceptere, at virksomheder, der udfører opgaver for Københavns Kommune, udsætter deres medarbejdere for lønsnyd - ét tilfælde er ét for meget. Derfor arbejder vores indsatsteam hver dag for at sikre ordentlige vilkår, og jeg er glad for, at vores kontroller igen i år opdager leverandørernes brodne kar og sikrer efterbetaling til de medarbejdere, som er blevet snydt. Det vidner om en effektiv og nødvendig indsats, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse. 

Over halvdelen af indsatsteamets kontroller i 2023 er foretaget inden for bygge- og anlægsbranchen. I 2023 har renhold- og rengøringsbranchen også været genstand for en omfattende kontrolindsats.

Overtrædelserne har medført et krav om efterbetaling af løn på cirka en halv million kroner fordelt på 112 medarbejdere. Kravet forventes dog at vokse, i takt med at en række uafsluttede sager færdigbehandles.

Indgik forlig med storleverandør af 2023

I 2023 afsluttede Københavns Kommune den største enkeltsag siden kommunen oprettede Indsatsteamet mod social dumping. Sagen handlede om systematisk underbetaling af chauffører hos leverandører Intervarer, der leverede madvarer til borgere i kommunen.

I sagen valgte Københavns Kommune at ophæve vores aftale med leverandøren. Det er en sanktion, der ikke er taget i brug hverken før eller siden.

I efteråret 2023 indgik Københavns Kommune et forlig med leverandøren, og 41 chauffører fik tilsammen efterbetalt over 2,5 mio. kr., som de havde fået for lidt i løn.

"Indsatsen har medført, at leverandøren har ændret sin måde at drive virksomhed på og har derfor igen indgået en aftale med Københavns Kommune," lyder det i "Københavns Kommunes indsats mod social dumping - Årsrapport 2023."

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.