KOLDING: Før sommerferien blev Kolding Kommunes digitale byggesagsarkiv midlertidigt lukket efter fund af tre CPR-numre. Siden er flere tusinde sager blevet tjekket manuelt, uden at der er fundet personfølsomme oplysninger. Derfor genåbnes byggesagsarkivet nu.
- I første omgang har vi valgt at trække de sager, som der er en minimal risiko for kan indeholde personfølsomme oplysninger, ud af det åbne arkiv. Herefter kan vi genåbne arkivet med alle de øvrige byggesager, så husejere, rådgivere, ejendomsmæglere, m.fl. kan få glæde af de mange fordele, som et digitalt byggesagsarkiv giver, oplyser områdechef Merete Dissing.
140.000 byggesager
Byggesagsarkivet indeholder samtlige afsluttede byggesager for alle ejendomme i kommunen - i alt 140.000 sager. I første omgang bliver det muligt at søge frit i 75.000 sager. Der er en minimal risiko for, at de øvrige sager kan indeholde personfølsomme oplysninger - fx CPR-numre - der naturligvis ikke må kunne findes i et åbent arkiv. Disse sager tjekkes nu en ekstra gang manuelt, før de løbende bliver lagt over i det åbne arkiv.
- De byggesager, vi skal have tjekket manuelt, stammer fra perioden 1989-2010. I den periode blev der i nogle tilfælde anført CPR-numre til brug for opkrævning af betaling. I de tilfælde, hvor CPR-numre fx er skrevet i hånden, har vores elektroniske scanning ikke altid kunnet fange problemet. Derfor går vi nu de resterende byggesager igennem pr. håndkraft, før vi offentliggør dem, forklarer Merete Dissing.
Efter fundet af de tre CPR-numre før sommerferien har Byggesagsafdelingen hyret ekstra mandskab til at gennemgå flere tusinde byggesager. Her er der ikke fundet CPR-numre eller andre personfølsomme oplysninger. Afdelingen har også været i kontakt med andre kommuner, som har lagt deres byggesagsarkiv på nettet for at høre, hvordan de tackler udfordringerne.
- Udfordringerne er de samme overalt. Man kan sagtens lave en elektronisk screening for personfølsomme oplysninger, men hvis et CPR-nummer er skrevet i hånden, og måske oven i købet står skævt på siden, så fanger systemet altså ikke disse tilfælde, siger Merete Dissing.
Arkiv med store fordele
Ideen med det digitale byggesagsarkiv er, at alle afsluttede byggesager skal være åbne for offentligheden via nettet. Det er en stor fordel for husejeren, som har let adgang til f.eks. tegninger og kloakplaner, men i høj grad også for fx håndværkere, rådgivere og ejendomsmæglere, der fra deres smartphone, tablet eller computer uden ventetid kan få oplysninger om en konkret ejendom.
- I de uger, hvor vores digitale byggesarkiv har været lukket, har vi haft en del henvendelser fra bl.a. rådgivere, bankfolk og ejendomsmæglere, som har spurgt til, hvornår det igen er muligt at bruge det digitale byggesagsarkiv. Det er tydeligt, at det her er en service, som virkelig skaber værdi for de mennesker, der har brug for ejendomsoplysninger i deres arbejde, fortæller Merete Dissing.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.