
KOLDING: ‘Her på vores Facebookside skal der være plads til ris, ros og en god debat. Vi ønsker til gengæld ikke, at siden skal bruges til kommercielle formål. Vi har derfor besluttet at fjerne opslag fra Kolding Ugeavis og avisens journalister fra vores væg, da opslagene har det mål at skabe trafik på avisens egen hjemmeside, og avisen derved opnår kommercielle fordele.'
Sådan lyder et nyt post på Kolding Kommunes Facebookside. Kommunikationschef, Lars Svoger, uddyber beslutningen til DR Trekanten.
- Vi har haft en nyhed om pasfoto, hvilket fik en fotograf til at skrive, at han kunne tage pasfotos. Vi har haft en havegartner til at tilbyde forskellige ting inde på vores facebookside, og nu har vi så Kolding Ugeavis, som lever af at få læsere, og de vil gerne have øget trafik på deres hjemmeside. Det mener vi er kommercielle ting, så både fotografen, gartneren og ugeavisen er derfor udelukket fra vores profil, fordi den er ikke lavet af kommercielle hensyn, forklarer han.
Ifølge Lars Svoger havde ugeavisen i løbet af april lagt omkring 19 opslag op, og flere borgere henvendte sig til kommunen om, at det begyndte at være for meget. Siden har kommunen været i dialog med Kolding Ugeavis om sagen, derefter besluttet at fjerne mediet, skriver DR Trekanten.
En gråzone
Trine Maria Kristensen, der er rådgiver i sociale medier, forklarer, at mange myndigheder har svært ved at vurdere, hvor de skal trække grænsen for, hvilke indlæg og kommentarer der skal censureres fra myndighedens Facebookside.
Hun betegner den konkrete sag som værende i ‘en gråzone'.
- Det afhænger meget af, hvilke historier et medie konkret går ind og lægger op på kommunens side. Men jeg synes umiddelbart, at Kolding har en god sag, for de bliver nødt til at holde siden ren for kommercielle formål, siger hun til dknyt.
Trine Maria Kristensen kender ikke til lignende sager, hvor en myndighed har afvist et medie på Facebook, og hun pointerer, at det er svært at tale om ‘normal adfærd', da myndigheders ageren på sociale medier endnu er i opstartsfasen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.