
I de seneste måneder har KOMBIT og KMD været i forhandlinger om et forlig om de hidtidige konfliktsager, der igennem det seneste år har fyldt meget. KOMBIT havde taget de første skridt til at rejse en voldgiftssag. Med forliget afstår KOMBIT fra voldgiftssagen, idet aftalen efter KOMBITs opfattelse giver en bedre løsning for kommunerne.
KOMBIT fremhæver, at der i aftalen er en fair kompensation til kommunerne. For det andet sikrer aftalen for hver af kommunerne et loft for prisudviklingen på KMD's produkter løsninger frem til, at monopolområdet er konkurrenceudsat i 2017. Endelig er der aftalt en positiv og aktiv medvirken fra KMD i forhold til konkurrenceudsættelsen af monopolløsningerne.
- Der er ingen tvivl om, at sammenholdet omkring det fælles udbud af monopolløsningerne har været en afgørende forudsætning for at få en aftale på plads med KMD. Vi har nu taget et betydeligt skridt på vejen mod konkurrenceudsættelsen af monopolområdet, hvor aftalen konkret har bidraget til, at vi allerede nu står med de første mærkbare gevinster for kommunerne, siger Erik Fabrin (V), bestyrelsesformand i KOMBIT.
Lars Monrad-Gylling, administrerende direktør i KMD, konstaterer i en udtalelse, at der er truffet 'en aftale om forlængelse af TSA-aftalen til tilfredshed for alle parter.
Transitionsaftalen har eksisteret i fire år, og i denne periode er omfanget af aftalen vokset. KMD finder det naturligt at tilbyde kommunerne en række forbedrede aftalevilkår, da aftalen nu forlænges til udgangen af 2017.
Konkret er der (ifølge KOMBIT) indgået aftale om følgende:
Per 1. januar 2014 sænker KMD listepriserne med 8 pct., svarende til en varig prisnedsættelse på i alt ca. 100 mio. kr. KMD afregner eksisterende konflikter med KOMBIT med et kontantbeløb på 55 mio. kr.
Med udgangspunkt i faktureringsaftalen 2013 for den enkelte kommune sikres kommuner på listepris et loft over omkostningen til KMD's it-kritiske systemer. Kommunens betaling kan ikke overstige en regulering med KL's pris- og lønskøn (P/L) tillagt ½ pct. i mængdestigninger for hvert af årene i perioden til og med 2017.
For kommuner, som stadig er på fastpriskontrakter, der udløber i aftaleperioden, er det aftalt, at de pågældende kommuner får ret til at forlænge deres eksisterende aftaler med ét år. Udgangspunktet for prisen er prisen ved udløb tillagt P/L.
KMD etablerer et gennemsigtigt afregningssystem, som er langt mere gennemskueligt end i dag, således at den enkelte kommune kan se, hvad KMD fakturerer, og hvilket kontraktgrundlag fakturaen knytter sig til.
I forbindelse med det samlede udbud af de kommende fælleskommunale monopolløsninger er der aftalt en række garantier og grundprincipper om vilkår og priser for udfasning. Dette medvirker til at sikre, at udfasningen af KMD's løsninger kan ske i en konstruktiv proces.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.