NÆSTVED: I årevis har ansatte på skoler og institutioner i Næstved brudt stribevis af regler for, hvad kommunens penge må bruges til, skriver DR Nyheder.
Af et internt revisionsnotat fremgår det, i følge DR, bl.a. at ledelser har foretaget flere privatindkøb på kommunens regning og etableret internet på privatadresse, ligesom ledere og medarbejdere fra flere skoler og dagtilbud har været på restaurant eller har modtaget massage som såkaldte "belønningsarrangementer uden fagligt formål."
I alt 12 forskellige skoler og dagtilbud og et administrativt center er blevet udsat for intern revision.
Der er også fundet lagre af gavekort til ansatte, fx et gavekort på 2.000 kr. målrettet pasning af heste, og depoter med vin. Og derudover har medarbejdere fået betalt honorarer og gaver.
Derudover har medarbejdere fået udbetalt honorarer og tillæg uden om kommunens lønsystem. Og uden at der er afregnet lovpligtig skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Reglerne helt opløst
- Reglerne om administration i den offentlige sektor er blevet opløst her, og man har heller ikke forholdt sig til kommunens egne instrukser og arbejdsgange. Jeg husker ikke på noget tidspunkt at have set forsømmeligheder af det her omfang i en kommune, siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh til kanalen.
- Det er en syg kultur, og det er ikke en kultur, som jeg vil stå i spidsen for. Fordi det er sådan, at når man giver gavekort, også belønninger, så er det altsammen skattepligtigt. Hidtil har vores interne kontrol bestået af stikprøver, som i mange andre kommuner. Stikprøverne har ikke tidligere givet anledning til undring, siger borgmester Carsten Rasmussen (S).
Seks ledere er kaldt til samtaler, men foreløbig har kommunen, efter råd fra KL og et advokatfirma, valgt ikke at foretage politianmeldelser.
Kommunen vil yderligere gennem det næste halvandet til to år lave intern kontrol på alle kommunens områder.
Red: Tilføjet 29.5.: Femte afsnit (via Ritzau), samt underrubrik og mellemrubrik.
cwa / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.