SKANDERBORG: Kommunen har underskrevet en kontrakt med NCC Roads A/S om et omfattende asfaltarbejde. Knap 120 mio. anvendes over de næste 15 år. Det oplyser kommunen. Aftalen omfatter asfaltarbejde på 500 km vej og 73 km stier udenfor byområderne. Det er således kun vejene i de største byer, som ikke er med.
I alt udlægges 1.300.791 m2 asfalt i hele perioden. Især i de første år bliver der lagt en del asfalt ud. Derefter vedligeholdes vejene helt frem til 2027.
- Vi har længe haft behov for at forbedre vejenes tilstand, især efter de hårde isvintre de senere år. Med aftalen sikrer vi, at kommunens borgere vil opleve hurtige og markante forbedringer. Og så har vi lagt en langsigtet plan for vedligeholdelse, så vi ikke havner i en situation igen med veje i en alt for dårlig stand, siger en tilfreds borgmester Jørgen Gaarde (S).
At kontrakten strækker sig over så lang en årrække er en fordel både for Skanderborg Kommune og for NCC Roads.
- Det giver en ro omkring driften, at vi er mere frie til selv at disponere over tid og ressourcer. NCC fører naturligvis løbende vejsyn overalt i kommunen og står på mål for kvaliteten, men når vi selv kan tilrette og langtidsplanlægge flere år frem, opnår vi den optimale udnyttelse af kræfterne, og det er med til at spare penge for skatteborgerne i Skanderborg Kommune, siger områdechef Lars Vester fra NCC Roads.
Kontrakten indebærer, at to medarbejdere, der hidtil har været ansat i Skanderborg Kommune, får mulighed for at fortsætte deres arbejde hos NCC Roads. Her håber man at kunne byde de to nye kolleger velkommen, hvis de siger ja til at skifte.
bi
Fakta om aftalen:
- Kontraktperiode: Fra 1. november 2012 - 31. oktober 2027.
- Økonomi: Opgaven beløber sig til i alt 118.980.000 kr. over 15 år
- Det svarer til en årlig udgift på 7,932 mio.
- Omfang: Der bliver lagt asfalt på i alt 500 km vej og 73 km stier.
- Der bliver udlagt 1.300.791 m2 asfalt i perioden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.