
Når ferien er slut, skal der ligge en redegørelse på bordet i Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg. Her skal det fremgå, hvorfor og hvor meget kommunen har benyttet psykiater Piet Casier, som forleden blev dømt for en fejldiagnose i Norddjurs Kommune, og som desuden har fået alvorlig kritik for fem sager af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, skriver JydskeVestkysten.
Udvalgsformand Henrik Vallø (K) bad onsdag om en redegørelse, da han blev opmærksom på, at Esbjerg Kommune har brugt den kontroversielle psykiater i en lang række sager til at udfærdige speciallægeerklæringer til brug i vurderinger af borgernes arbejdsevne. En aktindsigt fra Fagbladet 3F viser, at Esbjerg har brugt knap 1,3 mio. kr. på psykiateren - knap en million mere end nummer to på listen af de i alt 32 kommuner, som har benyttet hans ydelser.
- Jeg har bedt om en redegørelse, så vi kan få klarhed over, hvorfor vi har brugt vedkommende så meget. Hvis vi mener, der er noget at komme efter, vil vi tage sagerne op, siger Henrik Vallø (K), ifølge hvem alle sager - på nær én - går tilbage til 2008.
1700 sager på landsplan
Ifølge JydskeVestkysten går Haderslev Kommune også i gang, ligesom sjællandske kommuner, hvorl sygemeldte borgere og borgere på sygedagpenge, der i løbet af deres vej tilbage på arbejdsmarkedet har fået en speciallægeerklæring fra psykiater Piet Casier, vil få kigget på deres sager igen.
Det har Ringsted, Slagelse og Høje-Taastrup Kommuner meldt ud ifølge Sjællandske. De tre kommuner har brugt psykiateren, der netop er blevet dømt ved Retten i Randers for fejldiagnosticering. Han har været involveret i mindst 42 sager i de tre kommuner fra 2008 til 2012, og på landsplan udfærdigede psykiateren 1700 speciallægeerklæringer for kommuner og jobcentre i den periode.
Det er en sag, der ikke skal siddes overhørigt, fortæller Susanne Frydenlund. Hun er arbejdsmarkedschef i Ringsted Kommune, hvor det drejer sig om cirka 10 sager:
- Vi vil gå ind og kigge på alle sagerne igen, og når vi er kommet i dybden med dem, vil vi beslutte, om de skal revurderes, eller hvad der skal ske, siger Susanne Frydenlund til Sjællandske.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.