Kommunerne løb med sejren, da der blev uddelt priser ved årets uddeling af Digitaliseringsprisen.
Digitaliseringsprisen bliver uddelt i de tre kategorier Effektiviseringsprisen, Velfærdsprisen og dommernes Specialpris.
Ikke en teknologisk revulotion
Det blev Aarhus Kommune, der vandt Effektiviseringsprisen for projektet Flytjord.dk. De tre projekter, der slap gennem nomineringsnåleøjet var:
- Aarhus Kommune, Teknik og Miljø, Center for Miljø og Energi med projektet 'FlytJord.dk'
- KOMBIT med projektet 'Byg og Miljø'
- SKAT med projektet 'Digitalisering af forskudsskatten'
FlytJord.dk er en selvbetjeningsløsning, hvor alle led i det administrative arbejde med jordflytning har adgang til alle relevante data i en given sag. Det bruges i Aarhus og Syddjurs Kommuner.
- Vinderen har lavet en enkel selvbetjeningsløsning, hvor alle led i det administrative arbejde med jordflytning har adgang til alle relevante data i en given sag. Det er bestemt ikke den teknologiske revolution, men it kan understøtte en ny måde at arbejde sammen på, og det er jo smart nok i sig selv, siger Henrik Føhns, radiovært DR P1 og medlem af dommerkomiteen.
De har skabt fremtidens digitalisering
En række midtjyske kommuner vandt sammen med SIND Velfærdsprisen for projektet Virtuel Bostøtte.
Velfærdsprisen gik til til 'Projekt Virtuel Bostøtte', som er lavet i samarbejde mellem Aarhus, Randers, Favrskov, Herning og Viborg kommuner og SIND.
Også blandt de indkomne forslag til årets Velfærdspris var der mange stærke kandidater. I år blev feltet snævret ind til følgende tre nominerede:
- Samarbejde mellem Aarhus, Randers, Favrskov, Herning og Viborg Kommuner og SIND med projektet 'Projekt Virtuel Bostøtte - Socialpædagogisk støtte via net og mobil
- Horsens Kommune med projektet 'Online vejledning på det specialiserede socialområde'
- Københavns Kommune, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Borgerkontakt og Digital Innovation med projektet 'Øget Rådgivning til Udsatte Borgere'
- Det er et vigtig område og det er meget opløftende at se den 3. sektor - her SIND - er med til sammen med den offentlige sektor at skabe fremtidens digitalisering. Samarbejde med 3. sektor er noget, som bør have mere vægt i en kommende digitaliseringsstrategi. Dermed kan vi udfordre it, så det gør som vi vil have det og ikke omvendt, siger Stefan Hermann, Rektor, Professionshøjskolen Metropol og medlem af dommerkomiteen.
Robotter og autister
Den nyindstiftede dommernes Specialpris gik til Greve Kommune for et robotforløb til skoleelever med autisme.
Prisen skal vise nye og 'skæve' løsninger. En lang række offentlige myndigheder og institutioner har udvist stor innovationskraft. De tre nominerede til prisen blev:
- Kommunerne Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal med projektet 'Mobil interaktiv Genoptræning med ICURA'
- Aalborg Kommune, Ældre- og Handicapforvaltningen med projektet 'PC-Hjælp til Ældre Borgere - Generationer mødes'
- Greve Kommune med projektet 'Robotforløb til fremme af talent, sociale og faglige kompetencer og uddannelsesmuligheder for elever med autisme i den danske folkeskole-
- Det er fantastisk at se, at folkeskolen er med fremme i udviklingen på dette område. Robotterne gør en betydningsfuld forskel for unge med autisme, hvor omsorgen bliver menneskeliggjort i kraft af en robot. Initiativet er et opgør med den tidligere behandling af autister og giver de unge mere selvtillid og mod på tilværelsen. Greve Kommune giver her et visionært eksempel på velfærdsteknologien, siger Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf og medlem af dommerkomiteen.
'Digitalisering er afgørende'
Prisen uddeles på baggrund af bedømmelser fra en uafhængig dommerkomite bestående af:
- Lisa Herold Ferbing, Formand, DJØF
- Henrik Føhns, Vært, Harddisken, DR P1
- Stefan Hermann, Rektor, Professionshøjskolen Metropol
- Digitaliseringsprisen viser de mange gode digitale initiativer og løsninger, som der udvikles og anvendes i det offentlige Danmark. Det kan vi rent faktisk være stolte af. Digitalisering er afgørende for at øge både velfærd og effektivitet til gavn for borgere, offentlige medarbejdere og ledere. Samtidigt viser dette års priser behovet for at tænke på tværs og skabe sammenhænge i den offentlige sektor. Det kan it hjælpe med, siger Jane Wiis, direktør i KL og en af initiativtagerne til Digitaliseringsprisen.
Priserne blev uddelt tirsdag eftermiddag i Musikhuset i Aarhus i forbindelse med konferencen 'Offentlig digitalisering 2015 - på vej mod d-land'. Digitaliseringsprisen er blevet uddelt siden 2004.
Om Digitaliseringsprisen
Digitaliseringsprisen 2015 er et initiativ fra Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, KMD, Rambøll og In2media. Digitaliseringsprisen er blevet uddelt siden 2004.
Digitaliseringsprisen er for alle offentlige virksomheder og institutioner, der har vist nye veje inden for it-udnyttelse i det offentlige. Der konkurreres i to priskategorier: Effektiviseringsprisen og Velfærdsprisen. I 2015 er en ny pris indstiftet for dommernes Specialpris for en særlig innovativ løsning.
rp
Læs mere om prisen og årets nominerede på digitaliseringsprisen.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.