DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Kontrakt på ny Storstrømsbro udsat af italiensk korruptionssag

To italienske entreprenørfirmaer bag ny Storstrømsbro skal dobbelttjekkes for deres rolle i italiensk korruptionssag. Et tredje har netop vundet stort hospitalsbyggeri i Odense

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) udskød tirsdag i sidste øjeblik underskrivelsen af en 2,1 mia. kr. stor kontrakt på opførelse af en ny Storstrømsbro, fordi to af de tre italienske entreprenørselskaber bag byggeriet er part i en korruptionssag i Italien. Det tredje selskab er ikke indblandet, tværtimod fik det mandag kontrakt på opførelse af en etape af det nye universitetshospital i Odense.

Udskydelsen kommer efter Fagbladet 3F har afdækket de to selskaber Condottes og Grandi Lavori Fincosits indblanding i korruptionssagen. Det fik Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at kræve sagen undersøgt til bunds, og det krav imødekom transportminister Ole Birk Olesen tirsdag i et lukket samråd i Folketingets Transportudvalg.

- Det er for at have den ekstra sikkerhed, at nu kigger vi på det igen. Det er Kammeradvokaten, der gør det på vegne af staten, for at se om alting er, som det skal være. Og så kan vi sætte os sammen igen kort tid inde i det nye år og gennemgå materialet, sagde ministeren efter samrådet.

Han forsikrer, at projektet ikke bliver væsentligt forsinket med udskydelsen af underskriften.

- Det betyder ikke nogen væsentlige forsinkelser - og måske overhovedet ingen forsinkelser - om der bliver underskrevet i dag eller kort inde i det nye år, sagde han tirsdag.

Betyder det også, at du kan give en garanti for, at de her firmaer ikke er involveret i korruption?

- Det er jo det, vi skal have Kammeradvokaten til at se på. Om der er noget på de firmaer, eller om det alene handler om, at der er nogle personer, der har været i de virksomheder, som på et tidspunkt har gjort noget.

Ministeren betoner, at han har indtryk af, at reglerne er fulgt, og at Vejdirektoratet har gjort sit arbejde godt.

- Det ser ud til, at de har gjort det godt. De har bedt om dokumentation for, at virksomhederne har en ren straffeattest. Vi har bare brug for en tryghedsperiode, hvor vi en gang til kan vende tingene, siger Ole Birk Olesen til Ritzau.

Foruden de to selskaber med lod i korruptionssagen i Italien består entreprenørkontortiet bag den nye Storebæltsbro af et tredje italiensk selskab, Itinera. Itinera har sammen med et femte italiensk selskab, CMB, dannet et joint venture som Regionsråd Syddanmark mandag vagte som totalentreprenør til et sygehusbyggeri i Odense.