DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Fire italienske selskaber skal bygge ny Storstrømsbro

Vejdirektoratet har valgt entreprenører til brobyggeri for 2,1 mia. kr. Den nye Storstrømsbro skal åbnes for biltrafik i 2022 og for tog året efter
23. OKT 2017 12.46

Fire italienske selskaber skal stå for opførelsen af den nye Storstrømsbro, der forbinder Sjælland med Falster via Masnedø ved Vordingborg. Vejdirektoratet har haft fire bud at vælge imellem og har peget på et joint venture bestående af entreprenørfirmaerne Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit samt rådgivningsvirksomheden Seteco.

Opgaven har en værdi af 2,1 mia. kr., og arbejdet skal efter planen gå i gang til næste efterår. Broen skal i 2022 indvies til biltrafik, og et år senere følger jernbanetrafikken med.

- Der vil hen over de kommende fire år blive brug for hundredvis af folk, som skal leve og bo i området, mens de bygger broen. I den forbindelse vil vi også tage hul på næste fase i vores nære samarbejde med regionens kommuner, siger projektchef Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet.

Broelementerne skal produceres på Masnedø, hvor det nuværende Masnedø Gartneri lægger beslag på en stor del af arealet. Det er derfor blevet eksproprieret, og nedrivningen begynder i december.

Den nye Storstrømsbro bliver Danmarks tredjestørste bro efter Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Når den er færdig, vil den indeholde to spor til højhastighedstog, en tosporet landevej samt gang- og cykelsti.

Den oprindelige Storstrømsbro skal efterfølgende rives ned, fordi den med et jernbanespor ikke længere er tidssvarende og samtidig er i dårlig forfatning. Den blev bygget i 1935 og var i over 30 år Europas længste bro over hav. Farøbroerne blev bygget i 1985 og bærer motorvejen mellem Sjælland og Falster.

Ritzau