
Erhvervs- og vækstministeren var klar i mælet i september: Danmark skal have bedre dækning for mobiltelefoner og bredbånd, og derfor skulle der foreligge en kortlægning over mobilnettet ved årsskiftet.
‘Vi skal have en bedre mobilkortlægning, så forbrugerne kan få et overblik over, hvilket selskab der giver den bedste dækning i netop forbrugerens område. Man skal kunne se det helt ned på den enkelte adresse, og jeg forventer, at en løsning er klar ved årsskiftet, så det bliver let at vælge den bedste løsning dér, hvor man bor,' sagde erhvervs- og vækstministeren til et åbent samråd 16. september. Han er øverste ansvarlig for tele og IT i Danmark gennem Erhvervsstyrelsen.
Men som det er i dag, er det ikke muligt.
Kortlægningen, som skal ende med at blive til en hjemmeside, hvor forbrugere kan se og sammenligne mobildækningen på en eksakt adresse, er nemlig forsinket med et halvt år. Erhvervsstyrelsen, som står for at samle de data, telefonselskaberne melder ind, forventer at der ligger en løsning klar før sommerferien.
- Vi er forsinkede, fordi mobilselskaberne har brug for ekstra tid til at lave bedre og sammenlignelige kort, forklarer Robert Lindgaard teamleder inden for analyse og teleregulering i Erhvervsstyrelsen til dknyt.
Kortlægningen af bredbåndsdækning forventes færdig til marts, mens mobilkortlægningen altså får vente til sommer.
Dækningskort skal ligne virkeligheden
Mobildækning har været på den politiske dagsordenen igennem længere tid - blandt andet efter at der i sommer udbrød brand på Tunø, men de personer, som overværede branden, kunne ikke ringe efter hjælp, på grund af dårlig dækning.
Særligt har det vakt stor frustration, da det efter flere undersøgelser har vist sig, at de dækningskort, som udstikkes fra teleselskaberne ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Noget, som har fået Ringkøbing-Skjern Kommune til at undersøge sagen nærmere. I to måneder kørte medarbejdere rundt med tre telefoner til at måle dækningen, og her fandt de ud af, at de dækningskort, som de havde adgang til var misvisende.
‘Teleselskaberne har kun teoretiske beregninger af mobildækningen. Vi vil gerne have en mere virkelighedsnær måling af den udendørs dækning, hvor der også tages hensyn til, hvad der er af træer og bygninger ved vejene,' forklarede Niels Sønderskov, der er teamleder for Koncern-IT i Ringkøbing-Skjern Kommune, til Kit-Magasinet i august.
- Vi har haft en dialog med selskaberne om, at vi gerne ser, at dækningskortene bedre ligner det, som folk oplever derude. Så nu arbejder de på at lave noget, som er mere retvisende. Og noget, som folk kan sammenligne mellem, siger Robert Lindgaard til dknyt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.