De registrerede krav er vokset støt de seneste måneder mod konkursboet efter jordentreprenøræren Barslund A/S, som gik konkurs sidste år. Det skriver Licitationen.
Mens beløbet i december havde rundet en halv mia. kr., mener rækken af kreditorer nu samlet at have 1.106,6 mio. kr. i klemme efter Barslunds konkurs, viser den seneste opgørelse fra boet, udsendt i en cirkulæreskrivelse i slutningen af marts.
I køen står leverandører, finansielle samarbejdspartnere, bygherrer, tidligere medarbejdere med flere. Men med aktiver i boet, der lige knap når 9 mio. kr., er det formentlig kun få af dem, der får penge at se.
- Som følge af, at der er utrolig mange aktiver, som er pantsat, så er vores forventninger til en eventuel dividende (procentdelen en kreditor kan få udbetalt af sit krav, red.) begrænset, siger advokat ved
Kromann Reumert Christian Jul Madsen, som er den ene af boets to kuratorer.
- Kommer der en dividende bliver det formentlig alene til lønmodtagerne, altså paragraf 95-krav, siger han.
Medarbejderne har krav for 6,6 mio. kr. og står ifølge konkursloven som nogle af de første i køen til dækning.
Mange får ingen penge
Længere tilbage i køen er kreditorer med såkaldt simple krav, også kaldet paragraf 97-krav. De har rundet 1.098,1 mio. kr, og her er der ikke ”nogen høj grad af sandsynlighed for dividende,” siger Christian Jul Madsen.
Enkelte er bygherrer, hvor nogle af dem har ret store erstatningskrav. Eksempelvis et betydeligt krav fra svenske Trafikverket vedrørende E4-projektet, fortæller Christian Jul Madsen.
E4 er det svenske motorvejsprojekt, der blev en så stor underskudsforretning for Barslund, at det ifølge konkursboet og Barslunds tidligere direktør blev et afgørende dødsstød for firmaet. Efter konkursen sidste år stod arbejdet på E4 stille i flere måneder, indtil Trafikverket fandt en ny entreprenør, svenske Svevia, i begyndelsen af marts til den sidste tredjedel af arbejdet. Kravet fra Trafikverket er på et trecifret millionbeløb, fortæller kurator.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.