
En tidligere afdelingschef i Rigspolitiet bør idømmes fængsel i to år for bestikkelse. Det er kravet fra specialanklager Søren Harbo i et retsmøde i Københavns Byret fredag, hvor den 54-årige Bettina Jensen er under anklage for at have været korrupt.
Hun modtog næsten 800.000 kr. fra den eksterne konsulent Mariann Færø, som i samme periode opnåede opgaver for godt ti mio. kr. netop fra afdelingschefen i Rigspolitiet. Bettina Jensen nægter sig skyldig. Pengene var løn for det arbejde, hun udførte som ekstern konsulent for den eksterne konsulent, har hun sagt.
Men specialanklageren mener, at arbejdet i virkeligheden ikke blev udført eller i hvert fald blev overbetalt ud over alle grænser. Dermed scorede hun uberettiget en gave eller fordel, påstår han. Af hensyn til folks retsfølelse bør den tiltalte afsone i et fængsel, lyder det.
- Når man som offentlig ansat modtager bestikkelse i mere end tre år, og når man bliver taget, må man indstille sig på, at det bliver en ubetinget fængselsstraf, siger Søren Harbo.
Han hæfter sig ved den tiltaltes imponerende cv. Efter at have indtaget flere positioner i Danmarks Radio kom hun til Rigspolitiet for at gennemføre en række besparelser. Her arbejdede hun stort set hele sin vågne tid.
- Hun er lidt af en superstar i det offentlige, og hun reddede Rigspolitiet. Her havde ledelsen en ubetinget tiltro til hendes evner, siger Søren Harbo.
Opgaver kom ikke i udbud
Marian Færø og hendes firma Just Training Aps. løste mange opgaver for Rigspolitiet, uden at opgaverne kom i udbud. Senere har revisionsselskabet PWC slået fast, at Rigspolitiet ikke levede op til loven om udbud i forbindelse med køb af konsulentydelser for cirka 150 mio. kr.
De 790.250 kr. blev betalt fra 2012 til 2015. Dagbladet B.T. bragte en række kritiske artikler om forholdet, og i 2017 fratrådte hun stillingen hos Rigspolitiet.
Efter en række tidligere retsmøder er byretten fredag nået til det tidspunkt i processen, hvor anklageren og forsvarerne kommer med deres opfordringer til dommeren og de to domsmænd.
Advokat Anders Neméth forsvarer Bettina Jensen og slår ned på den kolbøtte, som anklagemyndigheden - og faktisk Søren Harbo selv - har præsteret. I 2019 lød konklusionen, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale. En af de to jurister, der skrev under på den 40 sider lange skrivelse, var netop Søren Harbo.
Tiltale skyldes nye oplysninger
I sin tale beder forsvareren retten om at skrive under på anklagemyndighedens oprindelige resultat om, at der ikke er sket noget strafbart.
- Der skal ske frifindelse med samme udførlige argumentation, som findes i anklagemyndighedens redegørelse fra side 7 til 40, siger Neméth.
Og han nævner også, at Søren Harbo er sendt i retten med "en tvungen opgave" efter en klage fra Rigspolitiet. Dette afviser specialanklageren i sin replik. Han henviser til, at tiltalen især skyldes nye oplysninger.
- Jeg vil bare sige, at nogle gange får man nye øjne på sagen, og jeg kan med ro i sinde sige, at ingen har bedt mig om at gøre noget bestemt, siger Harbo.
I øvrigt beder også forsvareren for Mariann Færø, der kræves idømt fængsel i ti måneder, om at blive renset. Byretten afsiger dom 8. marts.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.