MIDDELFART / KØGE: Det seneste påbud, som Styrelsen for Patientsikkerhed har uddelt til et dansk plejehjem er til Friplejehjemmet Lillebælt i Middelfart, der et selvejende plejehjem under Danske Diakonhjem. Det skriver TV2 Fyn, der kobler forholdene til plejehjemssagen fra Køge, der blev vist i en TV2-dokumentar torsdag, og det efterfølgende politiske fokus. Også på friplejehjemmet i Middelfart er der problemer med beboere, der ikke får skiftet ble, personale der ikke passer de demente og pårørende, der føler sig ignoreret.
Styrelsen for Patientsikkerhed udstedte den 14. oktober et påbud, der viser, at der er kritiske problemer med personalets kundskaber i forhold til demente beboere, mangelfuld pleje, fejlagtig medicinhåndtering og rod i journalerne. Halvdelen af personalet er udskiftet inden for det seneste år, og 29 ufaglærte er tilknyttet friplejehjemmet, hvor forstanderen nu er stoppet "efter gensidig aftale", skriver kanalen.
Ifølge social- og Sundhedsdirektør i Middelfart, Irene Ravn Rossavik, er det kommet bag på kommunen, at der var udfordringer på stedet. "Vi kan som kommune ikke give et friplejehjem et påbud, men vi kan hjælpe Friplejehjemmet Lillebælt med at leve op til styrelsens påbud – og det gør vi. Vi tager det her meget alvorligt og følger tæt op på den udvikling, Friplejehjemmet Lillebælt er i gang med", siger Irene Ravn Rossavik.
Ældreplejen stærkt udfordret
Ifølge TV2 Lorry tog det kun ti minutter for den tv-journalist, der lavede de skjulte optagelser til dokumentaren om plejehjemmet Nørremarken i Køge, at få job på plejehjemmet. Hun kom direkte ind fra gaden uden erfaring på ældreområdet.
- Det er slående. Det er ikke et enkeltstående tilfælde, det ser vi også andre steder. Men det er noget, der virkelig vidner om, hvor slemt det står til, siger Heidi Hesselberg Lauritzen, forsker i det kommunale ældreområde ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive. Hun siger videre, at ældreplejen er i knæ, fordi arbejdsopgaverne de seneste mange år er steget, men ressourcerne er ikke fulgt med.
Ældreforsker Heide Hesselberg Lauritzen ser især to årsager til presset på området. Den ene er, at de ældre i dag får mere og mere komplekse plejebehov, da de bliver mere syge, blandt andet af demens. Det andet er, at det bliver sværere og sværere at rekruttere uddannet plejepersonale til at tage sig af de ældre. En aktindsigt, TV 2 har fået, viser, at der i alt er 18 plejehjem, der siden maj 2021 har fået påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om kritisable forhold.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.