Alle virksomheder, der arbejder med asbest i Danmark, skal registrere deres ansatte i en protokol, som medarbejderne kan bruge som dokumentation, hvis de senere skulle blive syge.
Virksomhederne skal opbevare protokollerne i 40 år og aflevere dem til Arbejdstilsynet, hvis de går konkurs eller lukker. Det er der dog kun to virksomheder, som nogensinde har gjort. Det oplyser Arbejdstilsynet og Beskæftigelsesministeriet til Fagbladet 3F.
Antallet er alt andet end imponerende. Det mener Allan Leegaard, der er arbejdsmiljøkonsulent i BAT-Kartellet, som består af 3F og seks andre fagforbund inden for bygge- og anlægsbranchen.
- Der er masser af virksomheder, som hele tiden går konkurs eller lukker. Det er helt til grin, at der ikke er mere styr på tingene, siger han.
Kan give påbud
Arbejdstilsynet oplyser til Fagbladet 3F, at tilsynet kan give påbud til en virksomhed for manglende registrering i en asbestprotokol. Men at tilsynet ikke har mulighed for at give reaktioner eller bøder til virksomheder, som er ophørt.
- Det er på ingen måde i orden, når virksomheder ikke følger de regler, der gælder for arbejde med asbest. Som en del af den politiske aftale om asbest fra maj 2022 er det derfor besluttet, at virksomheder fremover også skal forpligtes til at sende asbestprotokoller til den ansatte, så den ansatte selv kan opbevare disse. Også efter et eventuelt virksomhedsophør. Det er en god løsning, der kan afhjælpe udfordringerne, skriver kontorchef i Arbejdstilsynet Gro Iversen.
Beskæftigelsesministeriet peger over for Fagbladet 3F på, at ansatte med den politiske aftale fra maj 2022 selv vil kunne opbevare deres asbestprotokol til en eventuel senere arbejdsskadesag.
At Arbejdstilsynet blot har modtaget to asbestprotokoller, kommer bag på Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Nick Zimmermann.
- Det overrasker mig, at der kun er to firmaer, der har afleveret en protokol. Det er helt sikkert noget, vi skal have set på, siger han.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.